Fortsæt til indhold

Computeren blev skiftet ud med en bue og pil

Bueskydning har mange indgangsvinkler

Arkiv
Jørgen Flindt

Hun griber fat i en pil, spænder buen, tager sig tid og sender pilen af sted.
Maddie Hansen er 14 år, og det var computerspil, der fik hende til at prøve kræfter med bueskydning.
“Jeg spillede, og gør da stadig, gerne kampspil på computeren, og når jeg skulle vælge et våben, så valgte jeg altid bue og pil. Og en dag tænkte jeg, at det ville jeg prøve i virkeligheden,” siger hun og gør klar til endnu et skud.
“Det er meget sværere i virkeligheden, og det kræver et stort fokus og koncentration, bare et øjeblik i ubalance, og pilene ender ikke der, hvor man vil have den,” siger hun.
Hendes far, Kim, er også medlem.
“Jeg fulgte med, da Maddie ville prøve, og så tænkte jeg, at hvorfor bare stå at kigge. Hvorfor ikke prøve,” siger han.
Og så var han også grebet af den specielle sport, hvor man både skal kunne lukke støjen ude af hjernen, men hvor fysikken også hører med. Bare det at spænde Kims bue svarer til at løfte en håndvægt på tyve kilo. Og det gør Kim 60 gange på en aften. Ved siden af står Helle Holm. Hun startede, fordi hun legede med bue og pil som barn, og som ung flyttede hun til en større by, hvor hun så kunne komme i klub.
“Det er jo en kamp mod en selv. Jeg har skudt med bue i mange år, men har også været lidt fra det, så det kan jeg godt mærke. Men jeg satte mig det mål her i aften, at jeg vil over 500 point,” siger hun og det lykkes -513 point.
Imens kigger formanden for klubben Tommy Gude på.
Han startede selv, fordi hans søn ville gå til bueskydning. Sønnen var nemlig vild med bueskytten i 'Ringenes Herre'.