Fortsæt til indhold

Skønne stemmer i domkirken

Haderslev Domkirke danner ramme om smuk korkoncert på lørdag klokken 15.00

Arkiv
Arkiv

Det Jyske Musikkonservatoriums Pigekor med 40 piger i alderen 13 til 18 år tager i påskeferien på en koncertturne til Sønderjylland og Sydslesvig, inden det rejser videre til Hamborg for at besøge og synge sammen med Hamburger Mädchenchor.
Pigekoret er aktivt mest på lokale scener i og omkring Aarhus med blandt andet samarbejde med Aarhus Symfoniorkester, Den Jyske Opera og andre kor, men har igennem en lang årrække også rejst udenlands for at møde andre kor eller deltage i internationale korkonkurrencer. I disse sammenhænge har pigekoret vundet anerkendelse og fine placeringer i bl.a. Ungarn, Italien og Spanien.
I den danske børnekorkonkurrence ”Sangerdyst fra Kyst til Kyst” vandt koret 1. prisen ved finalen i den allersidste udgave af slagsen, i april 2010 i Esbjerg.
I Haderslev Domkirke lørdag den 19.marts kl. 15 vil koret synge et varieret program med kirkemusik og danske sange af bl.a. Michael Bojesen, Gabriel Faure, Jakob Lorentzen og Niels la Cour og organist Michael Rosenfeldt vil krydre koncerten med værker af Niels W. Gade og Oskar Lindberg.
Pigekoret vil i nogle værker blive akkompagneret af Michael Rosenfeldt på klaver eller orgel og dirigeres af Helle Høyer Vedel, som har været korets dirigent siden dets grundlæggelse i 1986./pra