Fortsæt til indhold

Salmeleg er populært i Haderslev

Domsognet har planer om at udvide holdet for musikalsk dåbsoplæring

Arkiv
Mette Henriksen

succes Domsognets Salmeleg-hold for 1-5 årige og deres forældre er fuldstændigt overtegnet med over 20 børn, så nu bliver der skrevet venteliste indtil der er nok til et hold to.
“Vi går og overvejer muligheden for at splitte holdet op i to, da der er mulighed for at tilmelde sig helt frem til påske. Det er jo skønt at folkekirken har succeser, og Salmeleg er åbenbart en af dem,” lyder det glad fra kirke- og kulturmedarbejder Henrik Engelbrekt Refshauge.
“Konceptet er musikalsk dåbsoplæring, hvor uglen Ulf (en meget klog hånddukke, red.) hjælper med at synge, danse og hoppe og lege med salmer og sange med forskellige musikinstrumenter, faldskærme eller sæbebobler. Og så bliver der fortalt en kort bibelhistorie og børnene lærer Fadervor gennem sang.”
Fordelen er, at man kan have flere søskende/børn med, fordi aldersspringet ligger mellem 1 og 5 år. Det ligger nu tirsdag eftermiddag klokken 16.
“Skal I på ventelisten, så tilmeld jer nu på www.hado.dk/salmeleg, slutter kirke- og kulturmedarbejderen i Haderslev Domsogn, som glæder sig til der igen bliver gang i Domkirken med glade børnestemmer og smil.