Først med fluorfri pizzabakker
Lalucci, Costa d’Hellerup, er det første pizzeria i Danmark til at gå over til pizzabakker uden fluor og klor
miljø "Du behøver ikke frygte for dit helbred, når du spiser pizza fra denne bakke". Sætningen står skrevet i bunden af Lalucci, Costa d'Hellerup på Kildegårdsvejs nye pizzabakker. Her er de traditionelle hvide blevet udskiftet med nye genbrugs-pizzabakker af 100 procent rent pap og uden kemikalier. En stamkunde gjorde Safri Seljmanovski, ejer af Lalucci, opmærksom på, hvor farligt fluor og klor er i de hvide pizzabakker. Og det fik ham til at tage kontakt til sin faste importør, der skaffede nye genbrugs-pizzabakker fra Italien til Lalucci, som det første pizzeria i Danmark. "Mit mål er at inspirere andre i pizzabranchen til et udskifte deres pizzabakker. De koster kun 30-50 øre mere end de hvide. Ekstra penge, som i sidste ende både gavner mennesket og naturen", siger Safri Seljmanovski.
Fluor er farligt stof
Genbrugs-pizzabakkerne er fremstillet af 3-lags papir, som er af 100 procent cellulose. Tykkelsen sikrer, at væden ikke går igennem, og at de stadig kan stables. Men det vigtigste er, at pizzabakken nu kan sorteres under genbrugspap, "Fluor er et farligt hormonforstyrrende stof, især hvis du er en ung pige eller dreng, som gerne vil stifte familie, så er denne pizzabakke klart at foretrække", siger Safri Seljmanovski. En ting er kroppen. En anden ting er miljøet. "Vi sparer naturen for meget ved at bruge de her pizzabakker. Prøv at tænk, hvor mange pizzabakker, der bliver sendt over disken hver dag, og hvis alle skiftede dem ud i morgen med genbrugsbakker...", siger Safri Seljmanovski og fortsætter: "Jeg kan gå første skridt for andre pizzeriaer, fordi borgerne i Gentofte er i overskud og gerne vil støtte det. Altså, det er mest kvinderne, som går op i det. De fleste mænd følger bare efter", siger han grinende.