Orø kunstnere og Skibby Kino går sammen om nødhjælp
Den 9. april slår Skibby Kino dørene op til en eftermiddag med smuk musik og spændende oplæsning. Formålet er, at samle penge ind til Folkekirkens Nødhjælp.
Bag initiativet står songwriter-bandet Engle om Natten fra Orø.
”Vi ville gerne gøre noget ekstra for de mange ude i verden, som har brug for hjælp. Derfor spurgte vi nogle af vores kulturvenner på Orø, om de ville være med. Og Skibby Kino støttede idéen. Så vi er faktisk lidt stolte over at kunne præsentere en eftermiddag med god underholdning på et dejligt sted.”
Sådan siger Simon Bordal Hansen fra orkesteret Engle om Natten.
Eftermiddagen byder på:
Orø Koret - et 14 personers voksenkor under ledelse af jazzmusikeren Susanne Bram. Kirsten Schmidt - forfatter til en af bøgerne om livet i Stoltenberg. Hun er også aktuel med den anmelderroste roman "Embryon".
Engle om Natten - Orø-gruppen der kalder sig for "a songwriters band". Fem musikere, der alle synger smukke sange og begavede tekster ofte om livsvilkårene på den lille ø i Isefjorden.
'Kultur der hjælper' er fra klokken 14 til ca kl 16 den 9. april 2016 i Skibby Kino.
Entrén er 40 kroner som går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.