Internationalt gymnasium
Skt. Josefs Skole og Roskilde Gymnasium (det tidligere amtsgymnasium ved domkirken) arbejder sammen om at få et internationalt gymnasium til Roskilde, fortæller leder af privatskolen Thorsten Dyngby. Han mener, at et internationalt gymnasium er det manglende led i Roskilde, der kan forbinde den internationale afdeling på Skt. Josef Skole og universiteter som RUC. I dag ligger de tætteste internationale gymnasier i Holbæk og Birkerød. - Det ville være bedre, hvis de internationale elever kunne blive her i byen. Så kan de tage væk, når de bliver ældre og skal videre i systemet, mener Thorsten Dyngby. Allerede sidste år søgte Roskilde Katedralskole og Roskilde Gymnasium tilladelse om at oprette en international line, men fik et blank nej til forslaget. Men det afskrækker ikke skolelederen.
Ny retning med A-levels
- Jeg har talt med rektor på RUC Hanne Leth, som har givet mig nogle gode ideer til ansøgningen, siger Thorsten Dyngby. Det kommende internationale gymnasium skal i givet fald følge et system, der kører i mange andre lande, men ikke i Danmark. Det hedder A-levels. Netop fordi systemet er nyt i landet, kan det være, at der er større held med at få det til Roskilde i modsætning til det traditionelle system. Thorsten Dyngby forklarer, at samarbejdet med Roskilde Gymnasium er opstået, fordi de to skoler ligger så tæt på hinanden og allerede arbejder godt sammen. Begge kan stille internationale lærere til rådighed og dermed arbejde på tværs af eksisterende grænser. Thorsten Dyngby ved endnu ikke, hvor sådan et internationalt gymnasium skal ligge, men det bliver dog ikke på Skt. Josefs Skoles matrikel, hvor der i forvejen er pladsmangel. ag@roskildeavis.dk