Birthe Thrane sælger livsværket
Thrane sælges til Odeline.dk, men fortsætter i gågaden med samme navn
Den 1. april har Birthe Thrane valgt at gå på pension. I næsten 29 år har hun drevet butikken Thrane i Haderslevs gågade.
Fra at være en lokal modebutik er den vokset til at blive en forretning med en stor kundekreds – også langt uden for kommunegrænsen.
Birthe Thrane har igennem længere tid besluttet, at hun ville stoppe, inden hun bliver 65 år til december i år – ikke fordi hun er træt af tøj og kunder, men fordi hun nu gerne vil have tid til at lave noget andet og ikke mindst til at have mere fritid.
Merete Dethlefsen, som i de sidste fem år har opbygget modebutikken Odeline.dk fra adressen Stormklokken 2 B, bliver ny butikschef. Den 1. april lukker den fysiske butik på Stormklokken 2B og integreres sammen med Thrane i det nuværende lokale på gågaden.
Merete Dethlefsen, som har mere end 20 års erfaring fra mode- og skønhedsbranchen, bliver samtidig ny medejer af Thrane ApS – sammen med de nuværende ejere af tøjforretningen Nicolaisen.
"Jeg glæder mig helt vildt til at skulle videreføre de to forretninger, og ikke mindst har jeg en kæmpestor respekt for det arbejde, som Birthe har udført i Thrane, der i dag er en meget anerkendt modebutik i hele vores region med en sund økonomi. Sammenlægningen af de to modebutikker vil nu gøre det muligt at udvikle en stærkere modebutik til piger i alle aldersgrupper med de absolutte bedste brands, både nationale og internationale.”
”Det er stor en glæde at kunne overdrage nøglen til Merete, så Thrane kan fortsætte med lokale ildsjæle, ikke mindst til glæde for byen og alle mine kunder, der er kommet i butikken igennem mange år”, siger Birthe Thrane.
fakta
Den 1. april lukker den fysiske butik Odeline.dk på Stormklokken 2B og integreres sammen med Thrane i det nuværende lokale på gågaden. Webshoppen Odeline.dk fortsætter uændret og nu med et endnu større sortiment og endnu flere stærke brands.