Fortsæt til indhold

Fornuften fra folkemunde

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

I FOLKEMUNDE, lyder en god gammel vending i det danske sprog. Udtrykket betyder ifølge Den Danske Ordbog sådan som noget omtales blandt folk.
Heri ligger samtidig en folkelig dom over, hvad noget nu engang bør hedde eller ikke hedde. De almindelige udtryk erstatter ofte officielle navne, som ikke har været særligt gennemtænkte. I Roskilde har vi efterhånden oplevet flere eksempler på det.

DET SIDSTE OG VÆRSTE er, at Hotel Prindsen nu åbenbart skal miste sit navn, efter at det i mere end 300 år har været navnet på det centrale sted i byen, hvor folk kunne mødes til fester og overnatte. Her er der ligefrem tale om et anslag mod byens historie og selvforståelse, sådan som stedet også skildres i forfatteren Gustav Wieds 'Gammelkøbing' eller Lise Nørgaards 'Korsbæk' i Matador.
Jeg skal ikke gøre mig klog på årsagen. Tilsyneladende satsede den nye ejer på at kunne bruge det gode navn gratis, mens bestyreren af konkursboet håber at få lidt penge hjem til kreditorerne ved at sælge det. Men hvis nogle regner med, at de få noget ud af at løbe med navnet på byens historiske hotel, kan de godt tro om igen. For roskildenserne er og bliver det Hotel Prindsen - ikke mindst i Guldaldersalen og de øvrige selskabslokaler.

LIGE FØR DET handlede det om kæmpe-byggeriet på sydsiden af Roskilde Station, som arkitekt Claus B. Hansen kaldte for Røde Port, allerede da han første gang lancerede det for næsten 10 år siden. Navnet, der er foreslået af en af byens førende historikere, kommer fra den gamle middelalderlige byport ved Hestetorvet og senere den store jernbaneviadukt, som også er et vartegn for byen.
Men da der kom kritik af forslaget, fandt en eller anden 'spindoktor' på, at det i stedet skulle hedde Ny Østergade. Nu er kritikken stilnet af, og et kæmpemæssigt flertal blandt knapt 10.000 læsere på Facebook hos Roskilde Avis, har tilkendegivet, at selvfølgelig skal det hedde: Røde Port.

TIDLIGERE PÅ ÅRET var den gal på Dyrskuepladsen, hvor en eller anden isoleret arbejdsgruppe pludselig fandt på, at det skulle ændres til Åben Arena. Dermed ville man ødelægge et fremragende brand, der er kendt over en stor del af det danske bøh-land og hos musikelskere i hele Nordeuropa.
I første omgang var der ikke nogle af politikerne i Plan- og Teknik Udvalget, der fik stillet det indlysende spørgsmål om: Hvad det skulle gøre godt for. Så det røg lige igennem, men heldigvis er de nu bagefter kommet på bedre tanker.

ZEALAND BUSINESS CONNECTION lød et ubrugeligt og uforståeligt navn på det fælles kontor for turisme og erhvervsudvikling, som Roskilde og Lejre havde oprettet for nogle år siden. Et fint bureau fra København havde fået en million for at opfinde denne moderne udgave af 'Kejserens nye klæder', som man derfor ikke turde droppe igen.
Men navnet var så uanvendeligt, at det også var med til at ødelægge indsatsen for turisme og erhvervsudvikling, som der ellers er god brug for i vores område. Nu klares den første del af Turistbureauet på Stændertorvet og Visit Roskilde, mens kommunens nye Erhvervsafdeling har overtaget den anden del.

ALLE NYE NAVNE er selvfølgelig ikke lige dårlige, og alt skal ikke fortsætte med at være, som det var en gang.
Et positivt eksempel er 'Byens Hus', hvor det gamle rådhus på Stændertorvet nu er blevet til en ny slags forsamlingshus. Her giver det god mening, og derfor har roskildenserne også allerede taget navnet til sig.

MEN VIRKER NAVNET IKKE, så almindelige folk undlader at bruge det, når de taler sammen om emnet eller skriver til avisen derom, er det altid et sikkert tegn på, at det ikke duer.
Med mindre de vil spilde mere energi og flere penge kan beslutningstagere i disse tilfælde – enten det nu er offentlige myndigheder eller private – lige så godt først som sidst lytte til:
FORNUFTEN FRA FOLKEMUNDE