Fortsæt til indhold

Flere muligheder for at støtte Hummerprojektet

Ny øl skal være med til at skabe opmærksomhed om planerne for Hummerbyggeriet i Køge

Arkiv
Martin Rasmussen

Arbejdet på at rejse midler til at bygge en kopi af orlogsskibet Hummeren skrider planmæssigt frem, og fremover bliver det let at støtte projektet økonomisk og få slukket tørsten samtidig, for i denne uge lancerede foreningen bag projektet en øl, der er brygget af Bryggeriet Vestfyn, og som man blandt andet kan finde i Hugos Kælder.
En anden mulighed for at bakke op om Køgeprojektet er at melde sig ind i foreningen Hummerens Venner. Venneforeningen støtter op om Foreningen Hummeren, der lige nu er i fuld gang med tegningsarbejde og forberedelser til bygningen af Chr. d. IV's fregat Hummeren, som med 24 kanoner søsattes fra Bremerholm i København i 1624.
Venneforeningen har netop holdt generalforsamling for de 127 medlemmer, og her kunne formand Per Sørensen orientere om den række af aktiviteter, som foreningen har gennemført i årets løb.
I sommeren 2015 holdt man Hummerdage på Køge havn, hvor hovedattraktionen var besøget af den russiske fregatkopi Sthandart fra 1703. Over 1400 gæster steg om bord på skibet og tusindvis besøgte de mange skibshåndværkere, der savede, smedede og slog reb op. Populært var også en række fortællinger i Gule Hal om 1600-tallets søfart. Knap 50 personer overværede de spændende historier om vrag, skibsbygning, pirater, slavesejlads og marinehistorie.