Fortsæt til indhold

Spicy House sælger indisk og pizzaer

I restauranten ’Spicy House’ kan du vælge mellem indiske specialiteter og traditionelle pizzaer

Arkiv
Lars Saugbjerg

Kanel, kardemomme, ingefær, hvidløg og chili. Snart dufter det af indisk mad på Vejlevej, hvor 40-årige Prabakaran Kandasamy åbner restauranten 'Spicy House'.
“Det bliver omkring den 1. april,” lover han.
Fra buffeten kan gæsterne vælge mellem cirka 10 forskellige indiske retter. Der er også salatbar - og mulighed for at spise pizza. Restauranten, der ligger på Vejlevej ved siden af Vestbyens Herretøj, er cirka 250 kvadratmeter stor.
“Vi har også 'Take Away' - og det gælder både indisk og pizzaer,” fortæller Prabakaran, der har boet i Fredericia i 14 år.
Det bliver hans hustru, der sammen med en indisk kok fra England, får køkkentjansen. Branchen er ikke ukendt for Prabakaran. Han har tidligere drevet pizzeriaer i Tørring, Strib - og i Korskærparken i Fredericia.
“Spicy House har en perfekt beliggenhed med gratis parkeringspladser, masser af trafik og mange mennesker i bydelen. Indisk mad findes ikke i Fredericia, og jeg er klar til at lade folk prøve noget nyt.”
Restauranten har ikke alkoholbevilling på åbningsdagen, men ansøgningen er sendt.
“Vi har arbejdet i fire måneder på at få restauranten op at stå. Det har været hårdt, så nu er vi spændt på at komme i gang,” smiler byens nye restauratør.