Fortsæt til indhold

Frank og Poul Nyrup

Frank Thiel fra Egtved kom til Mungo Park i Kolding efter flere år som skuespiller i København. I dag er han en af hovedrolleindehaverne i ”De Stuerene”, hvor han spiller Poul Nyrup Rasmussen

Arkiv
Jørgen Flindt

Frank Thiel spiller rollen som Poul Nyrup Rasmussen i ”De Stuerene”, der omhandler Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis historie. Det er ikke første gang, at den Reumert-vindende skuespiller portrætterer en politiker, ej heller den første gang at han er med i så anmelderrost en forestilling – men det er første gang, at han har optrådt foran personen, hvis liv portrætteres.
Pia Kjærsgaard drog nemlig til Kolding for at se forestillingen, det går tæt på både hendes eget liv og det politiske parti, som hun i sin tid var med til at stifte.
”Det var en underlig oplevelse. Udover at spille Poul Nyrup Rasmussen, spiller jeg nemlig også hendes far. Pia Kjærsgaard havde en opvækst med omsorgssvigt, og at skulle spille netop den scene foran hende var meget specielt,” fortæller Frank Thiel.
Heldigvis havde han og de andre skuespillere en god snak med den kendte politiker efterfølgende, som nogenlunde vidste, hvad hun gik ind til.
”Hun synes, at det var et godt stykke. At det var hårdt for hende at se til tider, men at det var godt,” siger skuespilleren.
Derfor har Frank Thiel også respekt for politikerens deltagelse i De Stuerene - både over for at hun ville skrive prologen, men også for, at hun dukkede op til selve forestillingen.
”Vi har før lavet stykker om for eksempel Yahya Hassen, men Pia er den første, vi har oplevet, som faktisk kom og så stykket om sig selv. Også selvom det ikke udelukkende er en positiv forestilling,” siger han.

Et stykke med stolthed

Frank Thiel bor i Egtved. Hans karriere har bragt ham både på scenen og til filmen. Blandt andet har han vundet en Reumertpris og en Robert. To store priser indenfor henholdsvis teater og film. Men mange kender ham også fra tv-serierne, for han både spillet med i serier som Anna Pihl og Klovn.
Men lige nu er det teatret i Kolding, der er omdrejningspunktet. Og dermed rollen som Poul Nyrup Rasmussen.
”Vi bruger rollen ret slapstickagtig på scenen, men det skal heller ikke gå hen og blive revy-komik. Ulf Pilgaard kan jo sagtes efterligne Poul Nyrups stemme og talemåde på en sjov måde, men jeg har forsøgt at gå et spadestik dybere, og undersøgt personen bag. Således bliver rollen mere nuanceret.”
Derfor er stykket i dag også et stykke, som Frank Thiel er vældig stolt over, hvorfor han også glæder sig til turnéen.
”Normalt er jeg ret genert af mig, og inviterer ikke venner og familier ind for at se forestillinger – jeg synes, at det kan være lidt pinligt. Jeg har kun oplevet tre gange i mit liv, at jeg har haft lyst til at invitere alle, jeg kender ind – og ”De Stuerene” er tredje gang. Når vi skal på turne, skal alle venner og kollegaer inviteres ind,” slutter han.
'De Stuerene' har kørt på Mungo park, men vender tilbage på Mungo Park fra den 31. maj til 2. juni på hverdage kl. 19.30.
Forestillingen tager også på turne og kan blandt andet opleves i Vejle den 30. november.