Outletbyggeri i Kolding
Arne Eriksen
Kløvervej 17
6000 Kolding
Nu har de borgerlige partier i Kolding Byråd været helt oppe på de store nagler. Ja, endda borgmesteren var helt oppe i det røde felt, fordi Socialdemokraterne ønsker en deadline, der hedder 1. november 2016, på byggeriet af outlet-centeret på Holmsminde i Kolding by. Borgmesteren for ud af borgmesterkontoreret med bål og brand, bare fordi socialdemokraterne ønskede at vise rettidig omhu. Hvis jeg har forstået socialdemokraterne rigtig, så ønsker de at snarligt at få sat en udvikling gang med pladsen på Holmsminde - med boligbyggeri bestående af almenboliger, ungdomsboliger, som byen har hårdt brug for i dag. Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre vil gerne have pendlerne til at bosætte sig i byen, så hvorfor ikke udnytte denne plads i byrummet til boliger? Ja – pendlerne skal endda også have førsteret til en bolig, hvorved Koldings borger, der har været skrevet op til en bolig, kommer bagerst i køen. Det er at tage Koldings egne boligsøgende borger ved næsen.
Må jeg i al beskedenhed henlede opmærksomheden på, at siden 2011 har vi via dagspressen hørt på melodien, at nu var det ganske vist lige før man begyndte på byggeriet, der skulle bare lige blandt investorerne sættes det sidste på plads og så videre. Gad vide, om de nu også har pengene? hvilket jeg frygter, de ikke har, fordi ellers var de gået i gang med byggeriet for længst!