Kommunen vil høre din mening
Lige nu søges nye medlemmer til det elektroniske borgerpanel. Alle over 18 kan være med
Alle borgere, som er fyldt 18 år, har mulighed for at være aktive i lokaldemokratiet gennem kommunens elektroniske borgerpanel, og lige nu søges nye medlemmer til panelet.
Panelet skal være bredt sammensat både aldersmæssigt og geografisk, og kommunen har sendt invitationer ud til 6.000 borgere via digital post, men alle kan tilmelde sig via kommunens hjemmeside.
Tre år mere
Kommunen har siden 2009 haft borgerpanelet, som drives af firmaet Promonitor, og kultur-, borger- og fritidsudvalget har netop besluttet at forlænge aftalen med tre år. Samtidig er det planen at udvikle brugen af panelet.
"Vi vil gerne lytte så meget som muligt til borgerne, og borgerpanelet er et rigtigt godt værktøj, som også understøtter vores strategi for at styrke medborgerskabet. Nu vil vi gøre en indsats for at blive endnu bedre til at anvende undersøgelserne bredt i organisationen og gøre resultaterne synlige også udadtil," siger formanden for borger-, kultur og fritidsudvalget, Charlotte Riis Engelbrecht.
Flere invitationer
Som medlem modtager man et par gange om året en e-mail med invitation til et elektronisk spørgeskema, og svarene bliver i anonymiseret form brugt i de lokalpolitiske processer.
Medlemmer kan også blive inviteret til debatmøder i den fysiske verden, og det er planen, at borgerpanelet i stigende grad skal inddrages i den type arrangementer.
"Det er en stor hjælp, hver gang en borger vil sætte sig ned og bruge de minutter, som det tager at besvare et spørgeskema, ligesom vi er glade, når borgere tager imod invitationer til borgermøder og debatter. Det er en styrke for demokratiet," siger Charlotte Riis Engelbrecht.
Det er hver gang frivilligt, om man vil deltage i en undersøgelse, og man kan til enhver tid melde sig ud af panelet.