Ny tag-på-tur-folder
Der er lavet 5.670.000 huller i forbindelse med udgivelsen af den nye TA’ PÅ TUR folder for 2016
2015 var det første år, hvor Varde og Ringkøbing Skjern kommuner samarbejdede omkring den populære TA' PÅ TUR. Den blev en bred succes og samarbejdet var helt naturligt, da 2016 udgaven skulle produceres.
"Vi er rigtigt glade for at Ringkøbing-Skjern Kommune igen er med. Folderen har relevans for en stor skare med interesse i natur- og kulturture. Kommunegrænserne er ikke synlige, når blot der er en tur der interesserer, udtaler Mads Sørensen, der er formand for NaturKulturVarde.
Folderen, som i år har 466 natur- og kulturture fordelt på de 135 smukt designede sider, udkommer i 42.000 eksemplarer. Netop nu bliver den gratis folder bragt ud til biblioteker, feriehusudlejninger og en del butikker i hele Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner.
Turene i folderen spænder vidt. Om interessen er naturen, vindmøller, bunkere, eller en anden form for lokalhistorie, er der noget med relevans. Nogle oplevelser er gratis, mens der tages entre på andre. Fælles for alle ture i folderen er, at de leveres af engagerede mennesker med passion og noget på hjerte.
"Vi har igen produceret folderen sådan, at den kan hænges på væggen som en kalender. Det forklarer de mange huller, smiler Mads Sørensen afslutningsvis.
Den grafiske opsætning er i år lavet hos Ringkøbing Skjern Kommune i tæt samarbejde med NaturKulturVarde, som har det overordnede ansvar for tilblivelsen af folderen.