Nye spørgsmål om makulerede bilag
Sagen om destruerede bilag for325.000 kroner er langt fra slut
Det sidste ord i sagen om ulovligt destruerede bilag i Vejle Kommunes tekniske forvaltning er ikke sagt endnu.
Det konservative byrådsmedlem Dan Arnløv Jørgensen er blandt andre langt fra tilfreds med den redegørelse, byrødderne har fået i sagen.
Han ønsker svar på, hvem der besluttede at lade bilag for 325.000 repræsentationskroner forsvinde. Og hvorfor.
“At bilag systematisk er makuleret på grund af en simpel misforståelse, kan jeg næsten ikke tro. Det er for tynd en forklaring. Ingen i kongeriget er i tvivl om, at bilag skal gemmes,” siger han.
Dan Arnløv Jørgensen har stillet en række spørgsmål til forvaltningen, som blev behandlet af Økonomiudvalget efter Lokalavisens deadline. Følg sagen på netavisen.
“Det er meget alvorligt, at bilag destrueres. Og det afsløres lige efter sagen om, at samme forvaltning brugte 100.000 kroner til en skulptur, uden at politikerne blev spurgt. Når to sager dukker op så hurtigt efter hinanden, ringer mine alarmklokker altså. Så jeg har brug for svar,” siger Dan Arnløv.
Gik stille med sagen
Alllerede i august 2014 opdagede kommunen, at kvitteringer og andre bilag blev slettet, så man hverken kunne gøre rede for udgifternes faglighed, eller for hvem der brugte pengene.
På det tidspunkt havde den ulovlige praksis være i brug i 20 måneder. Men sagen blev håndteret internt og uden at involvere byrådet.
Først da Journalista.dk før påske i år afslørede sagen, blev byrådet orienteret.
“Hvorfor blev vi ikke orienteret dengang? Har det her foregået i andre forvaltninger også? Hvor mange Eurocards er der blevet destrueret bilag fra? Det er vigtigt at få svar på disse ting,” siger Dan Arnløv Jørgensen, som mener, at sagen er med til at give Vejle et blakket ry.
“Det her ville være alvorligt for enhver kommune. Men at det rammer Vejle lige oven på Havne-sagen, gør det bare endnu værre,” siger han.
SF: Hvem har ansvaret?
Også SF's Morten Kristensen har stillet spørgsmål i sagen.
“Det her er alvorligt. Det var sådan her Havne-sagen startede: Vi spurgte ind til nogle bilag. Nogen må påtage sig ansvaret,” siger Morten Kristensen.
Bør sagen da få konsekvenser for de involverede?
“Det vil jeg ikke svare på endnu. Det må afhænge af, hvad pengene er brugt til og af hvem,” siger Morten Kristensen.
SF foreslår, at kommunens såkaldte Controller Team fremover skal aflægge en årlig rapport. Og at borgmesteren leverer en redegørelse i den aktuelle sag på næste byrådsmøde.
Gaver og penge til sig selv
I forbindelse med afsløringen af sagen har der været rejst tvivl om sagligheden i en række udgifter til blandt andet helikoptertur, indkøb og en oplevelsestur i powerboat.
Det fremgår imidlertid ikke af orienteringen til byrådet, om de omtalte udgifter på 325.000 kroner har noget med disse ting at gøre. Og økonomidirektør Peter Karm vil ikke udtale sig i sagen.
Men den interne orientering til kommunens forvaltninger fra 2014 kan måske give et praj om, hvad de destruerede bilag og kvitteringer drejede sig om.
I den kun én side lange orientering er der fem overskrifter: Opbevaring/arkivering, restaurationsbesøg og rejseomkostninger, gaver, moms og Udbetalinger til sig selv.
“Ingen personer må foretage udbetaling til sig selv,” står der blandt andet i den korte vejledning.
Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Erik Dahl-Rasmussen, der var direktør i Teknik- & Miljøforvaltningen i den periode, hvor der blev destrueret bilag.