Flot hjemmeopvisning for Gymnastikforeningen Køge Bugt
Fuldt hus i Ravnsborghallen da 900 gymnaster afsluttede vintersæsonen med årets hjemmeopvisning
Søndag før påske markerede Gymnastikforeningen Køge Bugt afslutningen på sin 46. sæson. Det skete med en fantastisk flot opvisning i en velbesøgt Ravnsborghal.
Efter faneindmarch viste foreningens 23 opvisnings- og konkurrencehold – i alt ca. 900 gymnaster i alderen 2–75 år og deres instruktører – hvad vinterens mange træninger i foreningens gymnastikcenter og kommunens øvrige haller har kastet af sig. Hjemmeopvisningen er en herlig festdag i gymnastikkens tegn, som både gymnaster og instruktører glæder sig til, og alle - fra små piger i lyserød tyl med håret omhyggeligt sat op i knold over friske springfyre og garvede juniorgymnaster til voksne damer og herrer - gav den gas og viste deres kunnen frem for de mange fremmødte tilskuere.
Opvisningen blev, som traditionen byder, afsluttet af Gymnastikefterskolen Stevns, der med over 150 gymnaster, af hvilke mange har gået til gymnastik i Gymnastikforeningen Køge Bugt, lavede en forrygende opvisning.
Hjemmeopvisningen afslutter officielt vintersæsonen, men mange af foreningens hold fortsætter træningen efter påske og helt frem til skolernes sommerferie og er åbne for tilmelding til ”sommergymnastik”. Ikke mindst siden Køge Bugt Gymnastikcenter blev indviet i 2014 har Gymnastikforeningen oplevet en stor medlemsfremgang og har i dag over 1700 medlemmer fordelt på 46 hold.
mart