Det er tid til at indsende værker til HCA-udstilling
Kunstbygningen Filosoffen inviterer alle kunstnere i landet til at deltage i den åbne censurerede kunstudstilling i uge 34 under H.C. Andersen Festivals 2016.
Værkerne kan frit fortolkes over H.C. Andersens eventyr, digte eller fortællinger, men de skal relatere sig til et eller flere af følgende syv værdiord: Møsterbryderen, Den rastløse og rejsende, Tingenes magi, Fantasi og evnen til at forudse det uventede, At søge identitet, Anerkendelsestemaet og/eller Ironiens mesterskab og oplevelsen.
Målene på værket må på den længste led (højde, dybde eller bredde) højst være 80 cm. Og man må højst indsende fem værker.
Tag et digitalt billede af dit værk og send det i en mail til filosoffen@odense.dk senest 1. juni.
En censurkomité udvælger herefter de værker, der optages til udstillingen. Komitéen består af: Mads Damsbo, direktør Brandts. Allan Stabell, billedkunstner. Lisbeth Berens Bang, billedhugger. Peter Rasmus Lind, Galleri Rasmus.
I 2015 havde udstillingen over 7.000 besøgende.