Viser de unge flygtninge vej
Lykken er at hjælpe dem med at blive en del af os, siger Sanne Grantzau
Sanne Grantzau fra Roskilde har siden jul hjulpet to unge flygtninge fra Syrien med at komme henholdsvis ud på et gymnasium og ud i praktik på en arbejdsplads. Yussef på 17 drømmer om at blive ingeniør, han havde egentlig ad den traditionelle kommunale vej fået at vide, at han først skulle i 9. og 10. klasse, før han kunne starte i gymnasiet. Sanne Grantzau ringede til rektor på Himmelev Gymnasium, Johnny Vinkel, der strikkede et ugentligt program på 10 timer sammen til den unge mand. Programmet betyder, at han fortsat er motiveret til at læse, vender sig til at studere og får danske kammerater, mens han lærer dansk på sprogskolen. Samtidig bliver vejen til 1. g væsentligt kortere for ham, forklarer Sanne Grantzau glad.
På arbejdspladsen
Feras på 21 drømte om at komme ud på en arbejdsplads og arbejde som mekaniker, som han tidligere havde gjort. - Jeg har ingen mekanikere i mit netværk, men så kom jeg i tanke om et firma, hvor jeg fik repareret min bil. Jeg ringede til dem, og efter en telefonsamtale havde Feras en praktikplads, som han er jublende lykkelig for, siger Sanne Grantzau og fortsætter: - Han havde ellers fået at vide, at han først skulle blive bedre til dansk via sprogskolen, før der kunne blive tale om en praktik. Men det er helt forkert, for det er på arbejdspladserne, de lærer at tale dansk og får danske venner.
Ville gerne hjælpe
Sanne Grantzau begyndte at hjælpe de to flygtninge i slutningen af 2015. - Jeg var frustreret over at se alle gummibådene med flygtninge i fjernsynet og ked af at nøjes med at overføre penge og aflevere brugt tøj. Hun ville selv gøre en indsats. Derfor kontaktede hun Mentornet Roskilde, som har kontakt til unge flygtninge. Efter en samtale matchede de hende med 17-årige Yussef i december, og kort efter bad hans ven Feras hende om at blive mentor for ham. Sanne Grantzau har ikke fortrudt beslutningen en eneste dag. - Jeg får så meget igen ved at hjælpe dem på vej. Faktisk oplever jeg, at det udløser glæde, lykke og overskud i min hverdag, siger hun. Sanne Grantzau mener, det er vigtigt, at flere frivillige kommer på banen, hvis man vil opnå at se flygtningene som et gode for det danske samfund og ikke en belastning. - Jeg kan give noget helt specielt til dem, fordi jeg er dansk og har mit netværk, men det kan andre også med deres egne netværk. Hun forklarer, at der er mange muligheder og måder at få hjælp på som flygtning i Danmark. - Problemet er, at de ikke ved, hvordan tingene foregår her i landet, samtidig er det ikke alle steder, man er lige servicemindede, når det gælder om at hjælpe. Det er her, de frivillige går ind og kan gøre en forskel.
Travl karrierekvinde
Hvis man tror Sanne Grantzau er frivillig, fordi hun har bunker af tid i overskud, tager man fejl. Hun har tre store børn, er gift og er konsulent i Finansforbundet. - Man bestemmer jo selv, hvor meget tid, man stikker i det. Man kan mødes en time om ugen eller flere, hvis man har lyst. Jeg bruger nok omkring tre timer om ugen. Heri tæller jeg ikke hyggelige middagsaftaler med, forklarer hun. Timerne bruger hun på at tale med de to unge fyre, skabe forbindelser og gå med på kommunen, gymnasiet og andre steder, når der er brug for det. - Når de først er landet godt i en skole og på en arbejdsplads, så klarer de sig meget bedre selv, fordi de har fået en god start. ag@roskildeavis.dk