Jan Herskov tilbage i politik
Dansk Folkeparti i Roskilde har fået en erfaren politiker i bestyrelsen. Det er Jan Herskov, der er skiftet til partiet efter en længere pause fra politik. - I første omgang er jeg kun gået ind i det organisatoriske arbejde, siger Jan Herskov. - Jeg vil gerne hjælpe vores byrådsmedlemmer og folketingsmedlem med at lave lokale arrangementer, hvor man kan få nogle gode politiske diskussioner. Jan Herskov var i mange år venstremand med plads i byrådet. Siden skiftede han til Konservative og efterfølgende Ny Alliance - Når jeg nu er gået ind i Dansk Folkeparti, skyldes det, at jeg mener, at partiets flygtninge- og indvandrepolitik sammen med EU-politikken passer godt til min egen indstilling, siger Jan Herskov. - Der er den forskellig fra den Venstre har. Der er ingen tvivl om at jeg var glad for Venstre på en lang række punkter. - Men min flirt med Konservative og Ny Alliance var en fejl. De skifter ville jeg ikke gøre i dag. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at man skal kysse mange frøer, før man finder prinsen. Jan Herskov har ingen aktuelle planer om at stille op til byrådsvalg. - I første omgang har jeg sagt ja til at være med i bestyrelsen og det organisatoriske arbejde, siger han. Jan Herskovs levevej er som indsatsleder hos Midt- og Vestsjællands Politi. jp@roskildeavis.dk