Kollegier skal omdannes til boliger og flygtninge-hjem
Tre kollegier i Sønderborg bliver nedlagt til fordel for nyt
Vejen til et nyt kollegium på Sønderborg Havn er nu banet.
Kollegiernes Kontor, der driver byens kollegier, har som tidligere beskrevet planer om, at opføre et nyt moderne kollegium med 150 værelser på havnen i Sønderborg, tæt ved den tidligere sergentskole.
Det kræver dog særlig tilladelse at øge antallet af kollegieværelser, så derfor skal der udfases 150 gamle kollegieværelser, inden man kan opføre det nye kollegium.
Nu har økonomiudvalget godkendt en plan for, hvordan kollegieværelserne kan udfases:
Park Kollegiet tæt ved Ulkebøl-Skole og Borgmester Andersen-kollegiet skal efter planen omdannes til almene boliger.
En del af Handels-kollegiet på B.S. Ingemannsvej skal benyttes til placering af flygtninge.
"Boligforeninger har behov for flere mindre boliger, og hos kommunen har vi et behov for boliger til midlertidige placering af flygtninge," fortæller Erik Lauritzen (Soc.).
Park og Borgmester Andersens-kollegierne skal bygges om, inden de kan bruges som almene boliger. Det forventes at koste 30-50 millioner kroner.
Mange af kollegieværelserne i Sønderborg har ikke eget køkken, og derfor er der næsten ingen efterspørgsel på dem. Derfor vil Kollegiernes Kontor opføre et nyt på havnen, hvor de studerende samtidigt kan bo tættere ved universitet.