Fortsæt til indhold

Køgeelever får højere karakterer

Den nye kvalitetsrapport for folkeskolerne i Køge viser stigende karaktergennemsnit for afgangsprøver i 9. klasse for andet år i træk

Arkiv
Martin Rasmussen

Der er flere 10- og 12-taller og knap så mange, der får karakterer som 2 eller lavere til afgangsprøverne i 9. klasse i Køges folkeskoler. Det viser en ny kvalitetsrapport for folkeskolerne i Køge Kommune - den fortæller om et stigende karaktergennemsnit til eleverne ved afgangsprøverne for andet år i træk.
"Karaktererne er steget igen, og samtidig ser det også godt ud med trivslen. Det sker endda i en tid med en kæmpe skolereform og mange nye tiltag. Alligevel formår skolerne at levere varen - det er dæleme sejt," sagde skoleudvalgsformand Helle Poulsen (V) ved tirsdagens byrådsmøde, hvor kvalitetsrapporten blev behandlet.
Køge Kommune lå i skoleåret 2012/13 på et gennemsnit på 6,4 ved 9. klassernes afgangsprøver. Det var et godt stykke efter landsgennemsnittet på 6,7. Det blev der rettet op på til 2013/14, hvor gennemsnittet i Køge Kommune steg til 6,7 - det samme som landsgennemsnittet - og i 2014/15 endte gennemsnittet på 6,9 i Køge Kommune, mens landet som helhed ramte 7,0.
Ét af de nationale mål er, at alle elever skal opnå mindst karakteren 2 i både dansk og matematik. Det mål levede 94 procent af Køgeeleverne op til ved folkeskolens 9. klasses prøver i 2015. Det er et resultat, der ligger lidt over landsgennemsnittet. Resultaterne af de nationale test viser, at Køge Kommunes skolevæsen som helhed – også når specialklasser og specialtilbud tælles med - ligger lige omkring landsgennemsnittet i forhold til elever, som er gode i læsning og matematik. I Køge Kommune er der blevet lidt flere af de allerdygtigste elever i dansk og matematik og lidt færre af de allersvageste elever i de seneste år.