Med sikker komfort
Volvo er tilbage i Roskilde blandt andet med en crossover, der giver store køre-oplevelser
Ude på vejen føler man sig på alle måder tryg og sikker i Volvos XC60, der er fremstillet i solidt svensk stål. Den stærke motor og det kvikke automatgear sørger imidlertid for, at den forholdsvis tunge crossover - en krydsning mellem terrængående og personbil - alligevel har sportslige og spændende køre-egenskaber. Dertil kræves en forholdsvis stram undervogn, men det fornemmes ikke inde i kabinen. Ikke mindst takket være de fremragende sæder, som hindrer, at ujævnheder i vejen kan mærkes. Kabinen er rummelig og udført i fine materialer, mens instrumenterne sidder helt rigtigt i rattet og omkring ratter. Speedometeret er lige bag rattet, og det er en god idé, for hastigheden kan hurtigt ryge op, så kørekortet kommer i fare. Motoren er nemlig så god, og lydisoleringen så effektiv, at man ikke rigtigt hører eller fornemmer farten. Prøveturen gik rundt om Roskilde i et flot og klart vintervejr, så man hele tiden kunne se KARA’s nye katedral, hvis bare man var højt oppe. Først mod nord til Jyllinge og så ned gennem Hornsherred, ind ad motorvejen og rundt i den østlige del af byen.
Præcis kørsel
Både på landevej, mindre biveje og motorvejen viste den store Volvo fremragende egenskaber. Motoren er så stærk, at den ikke behøver så mange omdrejninger for at trække, og automatgearet sørgede også for, at den hele tiden var i det rigtige gear. Det gav en rolig og glidende kørsel, så der var tid til at nyde turen undervejs i det flotte landskab omkring Roskilde Fjord. Hvis der enkelte gange var brug for at rykke forbi på landevej eller motorvej, skulle man bare træde lidt på speederen. Så slog turboen til med sit store moment, og man var forbi i en fart, hvilket gør det langt mere sikkert at køre i sådan en bil. Plads til passagerer og bagage er der rigeligt af i sådan en bil, der også vil være velegnet til lange ferie-turen, fordi man ikke bliver så træt af at køre i den.
Vi ruller
Volvo betyder som bekendt ‘Vi ruller’ på latin, og sådan var det også i denne prøvebil fra den berømte fabrik i Göteborg. Selv om mærket nu har fået kinesiske ejere, er bilen stadig gennemsyret af svensk soliditet og sobert skandinavisk design, både når det gælder teknik og udseende. Roskildenserne kan være tilfredse med, at Volvo atter forhandles i domkirkebyen efter et par års pause, og den lokale forhandler melder da også om stor interesse. Sådan en bil er temmelig dyr fra ny. Men den holder også meget længe, og der er ingen grund til at være bange for at købe en brugt model. Så i dette tilfælde er det rigtigt at tale om ‘Meget bil for de mange penge’.