Fortsæt til indhold

Et analogt Facebook

INSP er som et socialt medie - bare ude i den virkelige verden, forklarer Anni Ehlers

Arkiv
Af Simon Ankjærgaard

I løbet af de snart fem år, INSP! har eksisteret, er der blevet bygget op og skabt relationer på kryds og tværs. Der er i øjeblikket ti medarbejdere og en enkelt på barsel, og så mere end 200 frivillige, der yder det, de nu engang har overskud, tid og ressourcer til. Cirka 1.000 mennesker passerer igennem huset hver uge. Børn, unge, voksne og ældre. I år og sidste år er der særligt fokus på at tage imod mennesker med international baggrund – det kan være flygtninge, indvandrere, internationale studerende, tilflyttende familier med mere. Her opstår nye initiativer, nye grupper og nye former for samvær. Rodskydninger finder sted hele tiden, mens andet dør ud. - Det gælder ikke om at holde fast i alle projekter for enhver pris, men om at lade mennesker organisere sig, som de har lyst til og mulighed for. Det her handler om fællesskaber og om relationer, og fra flere af vores nationale samarbejdspartnere hører vi, at Roskilde her har fat i fremtidens velfærdsmodel, hvor relationen mellem borgerne får en større betydning, siger stedets daglige leder, Anni Ehlers, og fortsætter: - INSP! er en slags analogt Facebook, hvor en organiseret tilfældighed øger sandsynligheden for at møder opstår. Men drivkraften kommer hele tiden nedefra og indefra, siger Anni Ehlers. Der er mange eksempler på det. Et af dem er historien om den psykisk sårbare kvinde, matematiklektierne og de to flygtninge. - Kvinden er kommet her en del tid, men har holdt sig for sig selv. Pludselig en dag opdagede vi, at hun sad – lige hér i fællesrummet – og hjalp et par flygtninge med deres matematik. Pointen er, at hun aldrig ville have meldt sig, hvis vi lavede en formel lektiecafé. Det her voksede ud af samværet mellem disse mennesker – og ud af et behov, der pludselig opstod, forklarer Anni Ehlers.

Fra afrikansk aften til lopper for nørder

I INSP! er der p.t. seks faste værksteder: Lydstudie, metal- og kostumeværksted, træværksted, bevægelsesrum, urban have og filmværksted. Derudover er der et væld af arrangementer og andre spontane aktiviteter. Sidste år rummede paletten alt fra afrikansk aften over akupunktur og 40 koncerter til mandala med tibetanske munke og nørde-loppemarked. Værsgo’. Og med alt det midt i mellem er der formentlig noget for en enhver smag. Med 1.000 personer, der passerer igennem huset hver uge, ser det da også ud til at Roskildes borgere har taget sted til sig. Det har uddannelsesinstitutioner og kommuner landet over også. - Vi har gang i rigtig mange forsknings- og uddannelsessamarbejder. Vi har siden starten drømt om at blive ét stort læringsrum, og hvis vi kigger over de mange, der jævnligt kontakter os eller besøger os, så må vi bare konstatere, at det er vi nok allerede, siger en tilfreds Anni Ehlers. I øjeblikket arbejder 35 internationale masterstuderende på at videreudvikle INSP! i forbindelse med et 7 ugers forløb under Social Entrepreneurship. Derudover har borgere og mere end 24 kommuner over hele landet henvendt sig til INSP! for at få viden gennem oplæg, besøg, rundvisninger og rådgivning. Inspireret af Roskilde er der nu lignende initiativer i gang flere andre steder. INSP! er netop blevet nomineret til Fællesskabsprisen 2016.