Fortsæt til indhold

Foredrag med ekspert i japansk robotkultur

Bliv klogere på japansk tænkning, samtidskunst og den fremadstormende robotkultur i Japan, når KØS inviterer til foredrag ved lektor Gunhild Borggreen i forbindelse med den nyligt åbnede udstilling ”In your heart In your city” med fire japanske samtidskun

Arkiv
Arkiv

Japan er det land i verden, hvor der findes flest robotter, og størstedelen af dem er industrirobotter, der udfører ensformigt arbejde på bilfabrikker og i andre industrier. I de seneste år er der imidlertid kommet stigende fokus på, at robotter også skal blive en del af almindelige menneskers hverdag i forbindelse med uddannelse og sundhed, så nu taler man om sociale robotter, og hvordan man skaber de bedste betingelser for interaktion mellem robotter og mennesker.
Gunhild Borggreen, som er lektor i kunsthistorie og visuel kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, har længe forsket i robotkunst og robotter i Japan, og hun vil torsdag den 7. april klokken 19 på KØS fortælle mere om de politiske og ideologiske baggrunde og konsekvenser af japansk robotudvikling, og se nærmere på de menneskelignende robotter, som mange japanske robotvirksomheder er optaget af at udvikle netop nu.
Under foredraget vil Gunhild Borggreen også præsentere en række japanske samtidskunstneres værker indenfor robotkunst, som på forskellig vis forholder sig kritisk til robotindustrien, og som peger på alternative former for relation mellem menneske og maskine.

Ekspert i robot-kultur

Gunhild Borggreen er lektor i kunsthistorie og visuel kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Hun er medstifter og leder af forskningsnetværket ROCA (Robot Culture and Aesthetics), som udforsker kulturelle og kunstneriske aspekter af robotter. Gunhild har udgivet en række artikler om robotkunst og robotter i Japan og holder jævnligt foredrag i forbindelse med udstillinger og andre begivenheder.
Billetter kan findes på billetto.dk.