Fortsæt til indhold

Esbjerg Rock Festivals program er nu komplet

Med offentliggørelsen af Dizzy Mizz Lizzy til Esbjerg Rock Festival 2016, er festivalens program nu færdigt.

Arkiv
Arkiv

De album-aktuelle Dizzy Mizz Lizzy's første festivalkoncert - og indtil videre den eneste i Syd- og Sønderjylland - bliver på Esbjerg Rock Festival, og fuldender på flot facon et alsidigt program, som vil danne rammerne om festen i Vognsbølparken 2., 3., og 4. juni.

26. årgang af Esbjerg Rock Festival byder på musik på tre scener i Vognsbølparken. EnergiScenen byder på de store rock og pop navne og et massivt setup, mens 90's Joyride scenen - beliggende i skoven - sætter fokus på nogle af de ypperste pop- og dancenavne fra 90'erne. Eldoradoteltet har fået et kraftigt løft i 2016, og 80'er pop'en - som leveres af kendte dj's med TV2's Thomas Kristensen i front - får følgeskab af livemusik med News m. Nadia Stein og Rocazino.

Igennem de senere år har Esbjerg Rock Festival udviklet festivalpladsen, som i 2016 vil emme af god musik og hyggelig stemning ifølge arrangørerne. Adskillige temabarer og varierede spisesteder vil være med til at gøre Esbjerg Rock Festival til en stor oplevelse, lyder det i pressemeddelelsen.

Vært for Esbjerg Rock Festival er Morten Reesen - bedst kendt som studievært hos DR, og artisterne til Esbjerg Rock Festival 2016 er som følger:

EnergiScenen:
Anastacia, Erasure's Andy Bell, Dizzy Mizz Lizzy, Richard Marx, Mike + The Mechanics, KrebsFalch, Johnny Madsen, Mike Tramp, Love Shop.

90's Joyride:
Vengaboys, Sash!, Culture Beat, ItaloBrothers, Rednex, Blå Øjne, Drömhus, Paradisio, Barcode Brothers.

Eldoradoteltet:
Rocazino, News med Nadia Stein, 80'erne Lever.