Fortsæt til indhold

Hollænderen der føler sig som ægte køgenser

Joop Vos fylder 80 år onsdag den 6. april

Arkiv
Arkiv

Han er født i Amsterdam for snart 80 år siden, men har været i Danmark fra 1954 hvor han kom i lære som ekspedient i boligmagasinet Aulin i København. Senere blev det Køge-området der blev hans base, og hvor han har udfoldet sig med mange initiativer, forretningstalent og foreningsaktiviteter, mest kendt i de seneste 23 år som formand for Køge Boldklubs Venner.
Det er Joop Vos fra Nørregade i Køge der onsdag 6. april bliver 80 år. Han flyttede til Køge-området i starten af 60"érne, byggede hus i Lellinge ved siden af Daglig Brugsen og kørte derfra sin første virksomhed med en gros gaveartikler under navnet Jobi Trading. I 1972 åbnede han en gavebutik under navnet Stumtjeneren i dengang Nørregade, nu Nørre Boulevard og året efter flyttede gaveforretningen til Torvet 15.
En gros virksomheden drev han samtidig og har fortsat med denne indtil for ti år siden, hvor den blev solgt og pensionisttilværelsen blev næste livsafsnit.
Joop Vos har altid været yderst aktiv og arbejdsom. Fra tiden i Lellinge, var han sammen med andre med til at genskabe de berømte Børnefester i Lellinge skoven på Valdemarsdag 15. juni og senere over en hel weekend. Det var Lellinge Idrætsforening der lagde navn til og fortsatte i mange år frem. Som forretningsmand i Køge, var Joop Vos i 1974 med til at starte og var i flere år formand for Køge Centrumforening. Køge Handelsstandsforening var den første i Danmark, der havde en aktivitetsafdeling og der blev afviklet store arrangementer i forbindelse med udsalgsåbning, med morgenkaffe og underholdning på Teaterbygningen i januar og på Torvet i juli. Mange andre former for lejlighedsvise aktiviteter blev gennemført over året med stor succes. I dag er det mere almindeligt med sådanne aktiviteter.
Joop Vos har altid været en aktiv Køge-borger og glad for Køge og føler sig i dag som ”næsten ægte køgenser”. Hans store lidenskab og interesse er fodbold og især Køge Boldklub, for hvem han har været med til at arrangere mange oplevelser for ungdomsspillere med rejser til stævner i Sparta, Rotterdam, senere har det sammen med boldklub venner været rejser i Europa til fodboldkampe. Køge Boldklub interessen bragte Joop Vos ind i bestyrelsen i Køge Boldklubs Venner i 1989 og tre år senere blev han Vennernes formand, et hverv han stadig varetager med stor energi og intusiasme, og også her har stået for flere spændende initiativer og arrangementer til glæde for mange.
Fødselsdagen onsdag 6. april markeres selvfølgelig i boldklubbens lokaler fra kl. 10-12 med morgenkaffe, hvor venner og bekendte er velkomne til at være med til at fejre ”hollænderen”.