Nyt designfirma vil brande Køge
Heidi og Jimmy Kessler har etableret designfirmaet 4600 NORD. De vil skabe dansk design af høj kvalitet - og med stærk forankring i lokalområdet i Køge
Svanen er Danmarks nationalfugl, og den har samtidig givet inspiration til det første produkt fra den nye, Køgebaserede designvirksomhed, 4600 NORD. Bag virksomheden står parret Heidi og Jimmy Kessler, og Swan bliver deres spydspidsprodukt, når den sendes i handelen i løbet af efteråret.
Den enkle svane skabt af tre forskellige træsorter er godt 20 centimeter fra næb til halespids, og man vil blandt andet kunne finde den i 4600 NORD's webshop, der åbner inden for få måneder, og i udvalgte brugskunstbutikker - for eksempel hos kunstmuseer.
Både Heidi og Jimmy Kessler er vokset op i Ølsemagleområdet, og det er ikke noget tilfælde, at både deres firmanavn og deres vision for designfirmaets fremtid kredser om lokalområdet.
"Vi vil skabe et nyt dansk designbrand, men det er samtidig vigtigt for os, at det er en virksomhed, der kan være med til at brande Køge midt i en spændende tid. Vi følger med stor interesse med i Køges udvikling - ikke mindst her i det nordlige Køge," siger Jimmy Kessler.
4600 NORD er således en dobbelt reference til både Køge og nordisk design, og mens Swan er meget universel, så er 4600 NORD's Køgeplakat yderst lokal med flere lokale referencer.
4600 NORD har flere designprodukter på tegnebrættet - blandt andet også møbler, som Jimmy Kessler har haft udstillet på Kunstmuseet Trapholt i Kolding. Han vil også i første omgang være den primære drivkraft i 4600 NORD, mens Heidi Kessler i første omgang også fortsætter i sit job som marketingschef.