Fortsæt til indhold

Cook Medical i Bjæverskov udvider

En stigende efterspørgsel og markant vækst gennem flere år betyder, at Cook Medical i Bjæverskov er ved at vokse ud af sine fysiske rammer. I løbet af 2016 påbegynder virksomheden derfor endnu udvidelse af sine faciliteter

Arkiv
Arkiv

Trods løbende ombygninger af den allerede eksisterende bygningsmasse, der senest blev udvidet med knap 4.500 etagekvadratmeter tilbage i 2001, er man hos Køge Kommunes største private virksomhed, Cook Medical i Bjæverskov, nu ved at vokse ud af sine fysiske rammer. Hidtil har der været plads nok til at håndtere den øgede vækst og de høje krav i industrien, men den stadigt stigende efterspørgsel medfører, at virksomheden oplever et markant øget kapacitetsbehov i produktionen. Nye fremtidige udviklingsmuligheder og forventningen om en fortsat vækst betyder derfor, at virksomheden i løbet af 2016 vil påbegynde en udvidelse af faciliteterne.
Udvidelsen består af en helt ny bygning på i alt 1500 etagekvadratmeter, som vil blive bygget i forlængelse af de allerede eksisterende bygninger ud mod Ringstedvej. Projektet bliver gennemført i samarbejde med de lokale virksomheder IGS Rådgivende Ingeniører og Arkitekterne Køge, og byggeriet vil blive udført med respekt for omgivelserne og lokalsamfundet i Bjæverskov, der med udvidelsen af den store virksomhed også får styrket sin profil.

Stor fremgang og vækst

Cook Medical beskæftiger i øjeblikket 750 medarbejdere, og har ligget i Danmark siden 1969, hvor den etablerede sig i Søborg, og da pladsen dér blev for trang, flyttede virksomheden i 1978 til Bjæverskov. I årenes løb har virksomheden oplevet stor fremgang og vækst, hvilket især har kunnet ses gennem de sidste 15 år, hvor den har skabt flere end 350 nye arbejdspladser. Cook Medical er i dag en højspecialiseret virksomhed, der klarer sig godt i den globale konkurrence.
Med det øgede behov for kapacitet i produktionen, der foregår i renrum med både dag- og aftenarbejde, fortsætter Cook Medical således trenden med at skabe flere arbejdspladser i kommunen. Virksomheden forventer således at skulle blive omkring 50 flere medarbejdere i løbet af 2016, hvoraf hovedparten vil være tilknyttet produktionen, hvor man med stor omhyggelighed, høj koncentration og en altoverskyggende sans for detalje og kvalitet producerer produkter til implantering i blodbanen hos patienter over hele verden.
Byggeriet forventes at stå klar i løbet af foråret 2017.
Cook Medical er en global virksomhed og er førende inden for forskning, udvikling og fremstilling af medicoteknisk udstyr. Virksomheden blev grundlagt i 1963 i Indiana, USA og har eksisteret i Danmark siden 1969. Cook Medical flyttede til Bjæverskov i 1978 og beskæftiger i dag 750 medarbejdere. På verdensplan har Cook Medical 15 produktionsvirksomheder. I Europa foregår produktionen i både Bjæverskov, Danmark og i Limerick, Irland.