Fortsæt til indhold

Panorama slår rekord

Opgørelsen for 2015 er slut. Og den viser rekord i Fredericia

Arkiv
Peter Friis Autzen

2015 blev alle tiders biograf-år. I hvert fald kan Panorama i Middelfart og Fredericia notere et rigtig flot salg, viser regnskaberne.
“I Fredericia slog vi rekord,” siger direktør Lars Broen.
For nylig offentliggjordes branchetal, der viste et rekordhøjt antal solgte billetter til danske biografer. Og den tendens kan Lars Broen i høj grad genkende.
Se også: Star Wars indtog Fredericia

“Vi havde mange gode film sidste år. Store film, som mange gerne ville se,” siger han.
I Fredericia nåede Panoramas salg op på 130.000 billetter.
“Det er rigtig fint. Vi kan se, at mange går i biografen flere gange i løbet af året. Men vi får også hele tiden besøg af folk, der ikke har været i biografen i flere år,” siger Lars Broen.
Begge tendenser bekræfter ham i oplevelsen af, at Fredericianerne efter 5½ år med Panorama har vænnet sig til, at man ikke længere behøver at køre udenbys for at få en stor filmoplevelse.
“Vi kan også se på vores bestillinger over nettet, at flere og flere kommer hertil fra nabobyerne. Vores radius er udvidet,” siger Lars Broen.

Selvforstærkende

De flere og flere biografgængere kan skyldes flere ting.
“For det første er der mange gode, populære film. For det andet får flere og flere øjnene op for, hvor rart det er at sidde sammen og få en god oplevelse sammen -i stedet for at sidde med hver sin skærm og se hvert sit. For det tredie har folk lyst til at fordybe sig i en film uden forstyrrelser og zappen med fjernbetjeningen. Og endelig smitter den gode biografoplevelse: Jo oftere, man hører en kollega, en ven eller et familiemedlem fortælle om en god oplevelse i biografen, jo mere får man lyst til selv at gå i biffen,” siger Lars Broen.
Læs også: Tre generationer af James Bond-fans

Panoramas biograf i Middelfart slog ikke rekord sidste år. Her solgtes 75.000 billetter, hvilket er det højeste antal, siden de to byer fik biografer med samme, høje tekniske standard.
Lars Broen tør næsten ikke håbe på et lige så godt 2016.
“Der er ikke helt så mange store film i år. Men jeg kan jo blive overrasket,” siger han.