Fortsæt til indhold

Oplev Lis Sørensen til Køge Festuge

Der er godt nyt til alle med hang til gode danske sange og Lis Sørensens varme stemme, når hun går på scenen tordag d. 1. september

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Når Lis Sørensen drager ud på sin sommerturné, bliver det med et meget velkomment stop i Køge. Jubilæumsalbummet udkom i november og har samlet alle de bedste sange gennem årtier. Publikum kan derfor se frem til at opleve alle de bedste.
"Til tider har jeg følt, det var et mirakel, at en sang frem fandt frem til lige præcis mig. Men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det handler om, at jeg hele tiden har sørget for, at der var plads til den gode sang. Jeg venter og siger nej, indtil det helt rigtige er der. Nogle gange skriver jeg sangen selv, nogle gange skriver jeg den med andre, og nogle gange skriver andre den, men jeg elsker først og fremmest at stå et sted, hvor alle byder ind med, hvad de har," siger Lis Sørensen.

Søgen efter sangen

Lis Sørensen begyndte at synge og optræde med eget band allerede som folkeskoleelev. Siden gik vejen over bands som De fem, Shit & Chanel og Anne Linnet Band, inden hun mødte Sebastian, som gav hende sangen 'Stille før storm'.
I 1983 sprang hun ud som solist med albummet 'Himlen ned på jorden' og har gennem årene føjet sange som 'Tæt på Ækvator', 'Brændt', 'Verden er i farver' og 'Mine øjne de skal se' til sit katalog.
"Folk spørger, om det snart ikke er en dag på kontoret for mig at være sangerinde. Og der kan jeg med hjertet svare, at det er det ikke. Jeg føler mig mere som en katalysator for nogle følelser end en iscenesat sangerinde, og derfor kan jeg blive ved 30 år mere. Jeg kan ikke undvære den søgen," siger Lis Sørensen.