Fortsæt til indhold

Tværfagligheden er på skoleskemaet

Tre kommende faggrupper skulle for en stund lære at samarbejde. Det var ikke altid lige nemt, men det var givende for alle

Arkiv
Jørgen Flindt

“Rummelighed overfor andre faggrupper er et vigtigt værktøj i vores kommende arbejde,” siger Betina, der er sygeplejestuderende hos UCL Lillebælt i Vejle.
Hun står foran Sundhedshuset i Vejle. Hun er ikke alene, for sammen med hende står to andre fra sygeplejeskolen samt to studerende fra lærerseminariet i jelling.
De har i tre uger arbejdet sammen i et projekt. På tværs af fagskel.
“Det handler jo i bund og grund om at alle kan arbejde sammen til borgerens bedste,” siger de fem i gruppen og fortsætter:
“Og det er gået meget godt i vores gruppe. Vi har sat fokus på blandt andet at måle blodtryk hos borgerne i Vestbyen, og det var et givende samarbejde. Sygeplejerne kunne jo det faglige, mens lærerstuderende kunne bidrage med blandt andet, hvordan man formidler godt. Vi har hver vores tilgange, og det var meget givende,” siger de fem i gruppen.
Deres tema var 'resiliens i Vestbyen', og de fem valgte at sætte fokus på sundhed som at måle blodtryk og oplyse om rygestopmuligheder. Fra bussen der blev parkeret midt i Vestbyen.
Så de fem i gruppen havde lært meget af at samarbejde i en flok, hvor de ikke kendte hinanden i forvejen.
Grupperne blev valgt fra skolernes side.

Gnidninger

Sådan var det også for en anden gruppe, der arbejdede under samme tema. Men her var samarbejdet præget af flere bump på vejen. Her var der elever fra både lærer, sygeplejerske og socialrådgiveruddannelserne.
“Det har da ikke været uden gnidninger, det må vi erkende, og vi ser forskelligt på ting. Men når det er sagt, så har vi helt sikkert også lært af hinandens faglighed. Og det er vigtigt, at vi lærer det. Det drejer sig jo i sidste ende om at komme så godt som muligt hele vejen rundt om borgeren, og det gør vi kun ved at samarbejde. Vi har hver vores styrker, og de skal selvfølgelig udnyttes bedst muligt,” siger Nathalie og Natasja, der henholdsvis er ved at uddanne sig til sygeplejerske og socialrådgiver.
Så jo, snævre faggrænser hører derfor fortiden til, eller skal i hvert fald ende med det.
Tværfagligprofessionalisme er et begreb, som uddannelses-stederne arbejder meget med, og der venter endnu mere af den slags i fremtiden.
Fra efteråret er også pædagogstuderende fra Jelling med i forløbet på fast basis.

Stine og Nathalie er begge sygeplejestuderende, mens Natasja i midten er socialrådgiver-studerende. Ikke alle i gruppen er med på dette foto. Fotos: Jørgen Flindt