Fortsæt til indhold

Landskabets luftakrobat i knibe

En af dansk landskabs mest markante fugle, viben, har det svært i det danske landskab

Arkiv
Af naturvejleder Lars Rudfeld

”Hui-hui-hui-hui!” En sort-hvid fugl på brede vinger laver luftakrobatik over Jersie Mose. Tumler rundt og flyver endog på ryggen for at vise sig for hunnen og holde nabohannen på afstand. I krig og kærlighed gælder alle kneb.
Viberne har overvintret på frostfrie græsmarker ved kysterne i Vest- og Sydeuropa, hvor de kunne finde orme og insekter i jorden. Nogle har været i Danmark i flere uger. Nu er de fordelt på de spredte ynglepladser i det danske landskab. Flest på ferske enge og strandenge, men også på dyrkede marker.
Den fine sort-hvide vibe med den karakteristiske top var tidligere en karakterfugl i det danske landskab. Men der bliver mindre og mindre plads for viben at tumle sig på. Der bliver stadigt færre redepladser. Enge og græsarealer er forsvundet og gror til. Markerne, der bliver stadigt større, dyrkes for intensivt til, at viben kan finde ro og føde. Reder med æg ødelægges af den hyppige kørsel med stadigt større maskiner og sprøjtegifte efterlader færre insekter og orme til ungerne.
Den udvikling har desværre stået på i mange år. I de seneste mange år er bestanden gået støt tilbage. Ynglebestanden opgøres nu til i alt ca. 20.000 par. Det lyder måske af meget, men er en sølle rest af den tidligere udbredte ynglebestand. Bestanden gik især tilbage med intensiveringen af landbruget i sidste halvdel af 1900-tallet. Tællinger tyder på, at bestanden er yderligere halveret fra årtusindskiftet. Bekymrende fremtidsudsigter. Viben har behov for mere og bedre plads.
På Køge-egnen findes stadig vibe-bestande med en del par i f.eks. Tryggevælde Ådal og Gammel Havdrup Mose. Få par kan findes i på engene ved Køge Å og i Jersie Mose. Stort set alle sammen på enge og græsmarker. Jeg blev for et par år siden glædeligt overrasket over at se adskillige par viber på økologiske marker vest for Jersie Mose. En bekræftelse af undersøgelser om, at økologiske marker giver plads til flere fugle end konventionelle marker?
Inden for de næste uger lægger viben sine 4 plettede æg i en fordybning på jorden og 3 uger senere kommer de fine, små dununger frem. Viberne forsvarer ungerne med næb og vinger. Krager og måger får tæsk i luften. På jorden ses ungerne indimellem gemme sig under vingerne på de voksne fugle, der pludselig synes at have alt for mange ben.
Efter yngletiden samles viberne typisk i flokke nær kysterne, hvorfra de flyver ind i landet og søger føde på markerne. Det gælder f.eks. Ølsemagle Revle, hvor op mod 1000 viber flyver over Køge ind til marker vest for byen.
Vil du opleve vibens luftakrobatik, kan du gå en tur over kirkestien i Tryggevælde Ådal (bag Strøby Kirke) eller tage ud til fugletårnet i Gammel Havdrup Mose. Senere på året ses de blinkende sort-hvide vibe-flokke over Ølsemagle Revle. Nyd foråret med viben!