Jagten på trelleborgenes hemmelighed
Sommeren igennem bliver der mulighed for at følge arkæologernes arbejde ved udgravningen af den tidligere vikingeborg ved Lellinge
Trelleborgene er et stort mysterium i Danmarkshistorien. Der findes ifølge Nationalmuseet ingen kendte skriftlige kilder fra deres samtid, og deres fravær i det historiske kildemateriale er underligt, når man tager i betragtning, at de store konstruktioner har krævet en enorm indsats at opføre, og at der er opført mindst fem identiske anlæg rundt omkring i landet, som alle potentielt har været væsentlige militære anlæg.
Men nu er der håb om, at der kan blive kastet nyt lys over sagen. I 2014 blev fundet af en vikingeborg af trelleborgtypen ved Lellinge kåret til en af de 10 største arkæologiske opdagelser i verden, og denne sommer tager arkæologerne fra Danmarks Borgcenter for alvor fat på at grave efter dens hemmeligheder.
"Det er et mysterium, hvad de blev brugt til - og hvorfor de tilsyneladende forsvandt ret hurtigt igen," fortæller arkæolog Nanna Holm, som netop nu er i gang med planlægningen af sommerens udgravning.
"Vi ved, at det er en ringborg med den karakteristiske geometriske form, men vi ved ikke, om der er huse. Er den fra Harald Blåtands tid? Hvorfor blev den opført? Blev den færdigbygget? Hvorfor ligger den lige her? Det er noget af det, vi skal undersøge," forklarer hun.
Graver hele sommeren
I slutningen af maj begynder de nye udgravninger, som varer tre måneder hen over sommeren. Ifølge Nanna Holm vil man blandt andet prøve at finde huse inden for borgringen, lige som man har fundet i andre trelleborge. Desuden vil man undersøge området omkring østporten, som har været hovedindgangen, lige som man vil grave ved sydporten, som ligger ned mod åen.
Der er kendte trelleborgsanlæg ved Slagelse, Odense, Hobro og Nordjylland, og arkæologerne er hjulpet af, at strukturen for fundet i Køge lader til at være identisk med de øvrige trelleborge. Det giver retningspile for, hvor man skal grave på det store område mellem Lellinge og motorvejen, hvor borganlægget er fundet.
"De er bygget midt i en brydningstid i overgangen fra vikingetid til middelalder, og det ligger også fast, at det har krævet en bygherre med både magt og penge. Men hvorfor har man brugt så mange penge og indsats på at bygge så stort et magtsymbol," spørger Nanna Holm, som sammen med de øvrige arkæologer også byder offentligheden inden for til at følge arbejdet.
Der bliver således åbent for publikum ved udgravningerne, hvor man lige nu er ved at etablere et stisystem. Man kan også høre mere om det spændende projekt ved et foredrag på Teaterbygningen torsdag den 28. april, hvor Nanna Holm fortæller om de kommende års arbejde med forskning og formidling af Borgring.