Fortsæt til indhold

Region Syddanmark skal være mere rummelig

Arkiv
Arkiv

Søren Rasmussen (DF)
Næstformand,
Ligestillingsudvalget
Region Syddanmark

Region Syddanmark er en stor arbejdsplads. Ca. 25.000 mennesker arbejder for Regionen. Men arbejdspladsen er knap så rummelig, som den har været. Således er antallet af ansatte på særlige vilkår, dvs. i løntilskud og fleksjob, faldet i perioden 2010-2014 fra 631 til 473. Det bør der gøres noget ved.
Som en stor offentlig arbejdsgiver følger også et stort socialt ansvar. For mig er det naturligt, at der også skal være god plads til mennesker i løntilskud og fleksjob. Det synes jeg ikke Region Syddanmark lever op til. Hvis jeg f.eks. sammenligner med Kolding Kommune, hvor jeg er viceborgmester, så har vi ca. en tredjedel af de anssatte som regionen har, alligevel har vi ca. 513 ansat på særlige vilkår. Altså ca. 40 mere end Regionen, der samlet set er tre gange større.
Vi bliver nød til at sætte nogle tiltag i gang og sende det klare signal fra politisk hold, at nu skal der altså ske noget. De mennesker som tilkendes fleksjob eller skal i arbejde med løntilskud, vil gerne ud og bidrag til samfundet og være en del af et arbejdsfælleskab inden for de muligheder de nu har. Så er det slet ikke godt nok, at en stor offentlig arbejdsgiver som Region Syddanmark, har ladet antallet af ansatte på særlige vilkår falde og det fra et i forvejen uacceptabelt lavt niveau.