Placering af højhuse
Lars Aarup
Byrådsmedlem (DF)
Vi i DF byrådsgruppe er af den opfattelse, at et bygningsværk, der skal stå i de næste hundrede år, skal være ikke bare kvalitetsmæssigt og arkitektonisk i orden, men også placeringsmæssigt i orden. Her kommer der en forklaring på, hvad der skete på byrådsmødet angående placering af højhusene på byggegrunden over for Østerbo/Havnebo:
DF har gennem hele forløbet vedrørende placering af højhuset foran Østerbo stemt imod. Begrundelsen for vor holdning var/er, at vi mener, at afstanden mellem de nuværende boligblokke og et af de kommende højhuse er for kort. Det giver skyggevirkning og ikke mindst indbliksgener.
Når der skal bygges nyt behøver man ikke at anstrenge sig for at generer flest mulige. Derimod bør der opføres nye bygninger under hensyntagen til de nuværende beboere.
Derfor fremsendte DF for en del uger siden et forslag til Byrådet om, at der burde være en snak mellem de tre involverede parter; Pension Danmark, Vejle Kommune og beboerforeningen. En snak om at få det nye højhus flyttet længere væk fra de nuværende boliger (Havnebo). Så langt kom DF ikke med forslaget, da sagen blev udsat til det efterfølgende byrådsmøde.
Da dette næste byrådsmøde oprandt, og der i mellemtiden kun var sket en mulig flytning på 3 meter, vurderede undertegnede, at DF's tidligere ændringsforslag ville trætte systemet unødigt. Vi valgte derfor at fremsætte et nyt ændringsforslag gående på de 3 meter og sikrede, at de blev indskrevet i beslutningen, idet det var bedre end ingen flytning.
Afstanden er nu på papiret 27 m mellem husene.
Flytningen blev vedtaget af et flertal i byrådet og indskrevet i lokalplanen, selvom det mødte politisk modstand. At beboerne er utilfredse, er helt forståeligt.