Flydedokken i Fredericia lukker
Region Syddanmark har besluttet at lukke det sociale tilbud Flydedokken, som kommunen også ønsker at flytte ud af byen.
”I byrådet er vi meget tilfreds med, at Region Syddanmark har lyttet til vores bekymringer og besluttet at lukke Flydedokken”, siger udvalgsformand Henning Due Lorentzen (S).
Flydedokken drives af Region Syddanmark og er et botilbud til borgere, som har en invaliderende psykisk lidelse og et erkendt misbrug. Der er 13 pladser på Flydedokken, som ligger på Vester Voldgade.
”Flydedokkens placering har gennem længere tid bekymret os i Social- og Omsorgsudvalget. Derfor er jeg meget tilfreds med regionens beslutning om at lukke Flydedokken”, siger Henning Due Lorentzen i en pressemeddelelse.
Brugerne af Flydedokken kommer for de flestes vedkommende fra andre kommuner. Når Flydedokken lukker 1. juni bliver det kommunernes opgave at sikre alternative tilbud til denne gruppe af borgere.
”Vi har allerede i dag samarbejde med en række tilbud i og uden for kommunen. Så jeg er sikker på, at vi trods Flydedokkens lukning også i fremtiden kan sikre vores borgere tilbud, som bidrager positivt til deres udvikling,” siger Voksenservicechef Rolf Dalsgaard Johansen.