Socialdemokraterne genvælger spidskandidater
Erik Lauritzen er igen spidskandidat, når der næste år er kommunalvalg, mans Benny Engelbrecht blev genopstillet til folketinget
kandidater Borgmester Erik Lauritzen blev lørdag af Socialdemokraternes repræsentantskab i Sønderborg-kredsen udpeget som spidskandidat ved kommunevalget i 2017 - efter enstemmigt at være blevet valgt i samtlige 5 partiforeninger i kredsen. Også finansordfører Benny Engelbrecht blev genopstillet til folketinget. Han forlod dog repræsentantskabsmødet efter sin beretning for at tage til mindehøjtidelighed for tidligere statsminister Anker Jørgensen på Christiansborg Slotsplads. Han var derfor ikke til stede, da repræsentantskabet offentliggjorde opstillingen.
Bred opbakning
"Jeg føler, der er en bred opbakning - både til mig selv og til hele byrådsgruppen. Og der er også behov for at stå sammen i disse tider," sagde Erik Lauritzen bl.a. i sin takketale.
"Jeg synes, vores politik fylder godt i byrådet, selvom der selvfølgelig skal tages og gives i en så bred flertalsgruppe, som vi er. Jeg vil gerne understrege, at vi har et godt samarbejde med kollegaerne i flertalsgruppen," lød det videre fra borgmesteren.
"Overskriften forud for sidste valg var 'En kommune i balance', og jeg synes, vi er godt i gang med at opbygge denne balance. Økonomisk, geografisk og i forhold til serviceniveau contra investeringer. Vi er på rette vej, og jeg håber på en situation efter næste valg, hvor vi kan skabe et solidt flertal, så vi kan holde den kurs."
"Jeg begynder at tro på turistprojektet på Nordals, Augustenborg kommer til at udvikle sig, og i den anden ende af kommunen er det dejligt at se de mange aktiviteter omkring Gråsten slot og Gråsten Forum. Samtidig er aktiviteterne i Sønderborg højere, end de har været i årtier, og der har aldrig været så megen byggeaktivitet i kommunen som nu. Det kan jeg kun glæde mig over."
Styr på økonomien
"Der er godt styr på økonomien i kommunen. Vi overholder budgetterne på de store projekter, og det er jeg glad for. Lige nu er vi i gang med at rette op på de grønne områder og vejnettet. Vi arbejder hårdt på det, men vi kan ikke nå rundt overalt på én gang. Så vi må bede folk have lidt tålmodighed," sagde Erik Lauritzen.