Vær med til at mindes besættelsen
Den tyske besættelse af Danmark for 76 år siden mindes ved en ceremoni på Helgolandsgade
På lørdag den 9. april kl. 10 samles man for at mindes de faldne under den tyske besættelse fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Stedet er mindestenen, der er rejst i september 1948 på Helgolandsgade i Sønderborg, nedenfor kasernen som tidligere husede Hærens Sergentskole.
Kl. 10 lægges der buketter ved mindestenen af Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, Sønderborg kommune med flere.
Flag og faner
Der vil under ceremonien ved mindestenen deltage faner og flag fra foreningerne fra Kontaktudvalget for De Militære Traditioner i Sønderborgområdet.
Ceremonien ved den store mindesten afsluttes med at de fremmødte synger 'Altid Frejdig Når Du Går'.
Ceremonien gennemføres af Hærhjemmeværndistrikt Syd- og Sønderjylland, som gennemfører de militære traditioner i området som en del af Kontaktudvalget for de Militære Traditioner i Sønderborgområdet.
Hærhjemmeværnsdistriktet deltager med Premierløjtnant J.P. Rasmussen, som formand for kontaktudvalget, og løjtnant L. Larsen sekretær i Kontaktudvalget.
Hjemmeværnet gennemfører mindehøjtideligheden for tredje gang.
Det skete den 9. april
Der vil til de fremmødte blive uddelt en folder, der beskriver de historiske hændelser på dagen dengang for 75 år siden. Dagen hvor den tyske værnemagt overskred den danske grænse og gjorde landgang forskellige steder i landet.
Alle er velkomne i mindehøjtideligheden ved mindestenen.