Torvedage og loppemarked i Skibby
Nu er der sat skub i planerne for loppemarked og torvedage i Bymidten. Skibby Aktive har nedsat en lille arbejdsgruppe bestående af Martin Perit fra Meny, Jens Larsen fra Venslev og Jørgen Christensen fra Torvet, til at stå for det praktiske.
Der er foreløbig sat otte lørdage af hen over sommeren. Første torvedag bliver lørdag d. 30. april fra kl. 9 til 13. Alle er velkomne til at bestille en stand a' 50,- kr. og arrangørerne håber, at både private lopper, gårdbutikker, virksomheder og forretninger vil stille op.
"Arbejdsgruppen har givet de forskellige lørdage et tema som inspiration til hvem og hvad der kunne sælges, men loppemarkedet vil være den faste del af det," fortæller Jørgen Christensen om planerne. Hvis tilslutningen og behovet er der, kan der suppleres med flere lørdage.
Torvedagene finder sted på arealet ved Bymidten 10, ud for det kommende udstillingscenter. Der er plads til 50 stadepladser, midt i forretningsområdet, uden det generer Bymidtens trafik og parkering. Med den placering, masser af torveparasoller og kunder på pladsen er torvestemningen sikret. Vil man være med, kan man tilmelde sig hos Jørgen Christensen på tlf. 40468935 eller mail: jc101215@hotmail.com