Fortsæt til indhold

Harmonikaklub med pigekor

Arkiv
Arkiv

Sønderborg Harmonikaklub Forårskoncert med deltagelse af Sønderjysk Pigekor bliver nummer 29 i træk og finder sted den 10. april kl. 14.30 til 17 i Sønderborg Teater på Comwell.
Ved årets forårskoncert vil fransk musette og Edith Piaf musik indgå i repertoiret, fordi en af gæstespillerne er Doris Sommerlund, der til daglig er organist, og hun har et særligt kendskab til musikken og livet omkring Edith Piaf.
Klubbens orkester indleder eftermiddagens koncert med et udvalg af populære melodier. Igen i år vil programmet også indeholde tekster til syng-med-numre.
Årets 'gæsteorkester' er Sønderjysk Pigekor. Korets leder Mette Rasmussen lover, at der vil komme omkring 120 sangere i alderen 7 til 20 år, og at de vil præsentere et varieret program af primært danske sange. Korene vil optræde både hver for sig og sammen i forskellige konstellationer.
Harmonikavirtuosen fra Odense, Preben Andersen og hustruen russisk fødte Nelli, vokal, vil også i år underholde med harmonikaspecialiteter krydret med russisk folklore.
Til sidst bydes der igen på en festlig afslutning med hele harmonikaorkestret og hele koret på scenen.

Lang historie

Foruden de mange harmonikaer er der til orkestret også knyttet en rytmegruppe og sangere. Og spillerne kommer godt fordelt fra hele den nye Sønderborg Kommune.
Klubbens hjemsted er Musikhuset på Skovvej 16. Her øves hver tirsdag fra kl. 10-12. Alle er velkommen til at kigge ind og lytte på.
Sønderborg Harmonikaklubs' lange historie med sjove episoder og interessante foto er blevet fastholdt i et hæfte, som er trykt i farver og uden reklamer. Hæftet kan købes for kun 30 kroner. Desuden tilbydes klubbens nye CD til 70 kroner.
Der er harmonikaudstilling på stedet fra kl. 11 til 18. I pausen kan der købes forfriskninger og kaffe. Billetbestilling kan ske via hjemmesiden sonderborg-harmonikaklub.dk.