Fortsæt til indhold

Superbutikker for genbrug i stærk udvikling

De 30 største byer i Danmark får en Kirppu indenfor de næste tre år, spår de førende iværksættere på genbrugsmarkedet. Erhvervsavisen mødte Claus Andreassen og Morten Bøjland i Hillerød, som åbner to nye butikker indenfor en måned

Arkiv
Jeanette Hougaard

Loppesupermarked En god middag kan føre til rigtig meget. Det ved vi. Det skete også for Morten Bøjland og Claus Andreassen i 2013, som hen over hovedret og rødvinglas kom på sporet af en forretningside, der indtil 2014 var ukendt i Danmark. En finsk kollega til Morten Bøjland havde sået et frø, som den aften fik næring og siden august 2014 har udviklet sig til snart fem Kirppu-genbrugsbutikker i Hillerød, Næstved, Slagelse, Ringsted og Herlev. Morten Bøjland var af sin finske kollega blevet opfordret til at starte et loppesupermarked baseret på kommissionssalg efter finsk forbillede. Kunderne lejer en stadeplads for en bestemt periode, priser selv varerne på stregkodemærkater, og så kan besøgende lægge varerne direkte ned i indkøbsvognen, betale ved kassen. Via stregkoden registreres salget som tilgodehavende hos den enkelte stadeholder. Foruden stadelejen får Kirppu 15% af omsætningen på den enkelte stand. Kunderne, stadeholderne, er både de halvprofessionelle, som også har andre kræmmeraktiviteter ved siden af Kirppu-staden. Men langt de fleste kunder er private, som vil prøve at tjene lidt på det, der fylder op på loftet.

Danskere vil ikke krejle

For mange af kunderne er Kirppu et bevidst tilvalg sammenlignet med selv at stå fysisk på et marked og sælge. “95% kommer her, fordi de ikke bryder sig om at stå og prutte om priserne på en parkeringsplads,” lyder det fra Claus Andreassen. “Det, føler mange, er grænseoverskridende,” supplerer Morten Bøjland. Og de besøgende i Kirppu-butikken, der trawler op og ned gennem rækkerne og tjekker varerne på hylderne, er mange forskellige typer mennesker. “Man kan både finde den enlige mor og en, der lige mangler en bestemt kongelig figur,” fortæller Morten Bøjland. At det mere er livsstil og muligheden for at få en oplevelse er ret tydelig for de to indehavere. “Det er jo oppe i tiden at købe genbrugsting, uanset klasse. Jeg kan jo se nogle af byens folk, som absolut ikke mangler penge, de kommer her også,” fortæller Claus Andreassen.

Vennerne Claus Andreassen og Morten Bøjland kan snart åbne den femte Kirppu-butik - og mange flere venter over hele landet.

“Vi blev lagt ned”

Kirppu betyder “loppe” på finsk, og konceptet begyndte at skyde op i Finland i 90erne på grund af svære tider og voksede sig bare stærkere siden . “Da Morten første gang præsenterede ideen, tænkte jeg - det skal prøves af i Danmark. Og da vi besøgte det første loppemarked i Finland, som lå ved siden af en Ikea og så, hvor mange det kunne trække, så tænkte jeg: Der er noget i det her!” siger Claus Andreassen. Og det har vist sig at holde stik. Da de åbnede den første Kirppu i Hillerød i august 2014, stod der 300 mennesker udenfor i kø og ventede. “Vi blev lagt ned, og blev klar over, at vi havde fat i et eller andet,” fortsætter Morten Bøjland. Og selvom de begge havde beholdt deres gode jobs ved siden af iværksætterdrømmen, og havde ansat en butikschef, så gik der ikke mere end tre måneder, før Claus Andreassen gik ind i virksomheden på fuld tid. I dag arbejder de begge mere end fuldtids med Kirppu. De har netop etableret et hovedkontor i Hillerød, hvor de for nylig også har ansat en marketingmedarbejder. De beskæftiger i alt 35 medarbejdere, svarende til 15 fuldstidsstillinger.

“95% kommer her, fordi de ikke bryder sig om at stå og prutte om priserne på en parkeringsplads,” lyder Claus Andreassens bud på, hvem stadeholderne er her i den store Kirppu-butik på Frejasvej. Fotos: Jeanette Hougaard

Landdækkende planer

Lørdag den 12. marts åbnede de den fjerde butik i Slagelse, og den bliver som den første drevet som franchise. Om halvanden måned åbner makkerne Andreassen og Bøjland endnu en Kirppu i Herlev, som de skal drive på egen hånd. Planen er at åbne 30-35 butikker indenfor de næste tre år i de 30 største byer i Danmark, og det kan være både egne butikker eller på franchisebasis. Nu skal den første franchise-aftale lige have lov til at udvikle sig til en positiv reference, så forventer de to indehavere at få endnu flere henvendelser fra interesserede nye samarbejdspartnere.

Kopieret flittigt

Konceptet virker enkelt, og kunder og handlende strømmer til. Det har Claus Andreassen og Morten Bøjland også mærket effekten af. Flere konkurrerende genbrugsbutikker i stil med deres er kommet ind på markedet. “Vi gik fra at have et unikt koncept til at blive planket helt af. Til at starte med havde vi det dårligt med det, men vi har ikke reelt følt os truet. Konkurrenterne kopierer alt det, de kan se, men alt det bagvedliggende som prissætning, alarmsystemer, indretningen af stadepladsen, afregning med videre - det kan man ikke kopiere uden videre,” siger Morten Bøjland. De har også investeret grundigt i at udvikle forretningen. Inden længe lancerer de en garantifond, så alle stadeholdere til enhver tid kan være sikker på at få udbetalt deres tilgodehavende - uanset hvad der måtte ske af uventede ubehageligheder, hvis enten Kirppus danske grundlæggere eller en franchisetager skulle få problemer. De er på rette spor, mener de selv, og supplerer hinanden godt, fortæller de to venner. Netop et makkerskab om at drive en virksomhed er de begge glade for. “Det er bedre at have 50% af noget end 100% af ingenting,” slutter Morten Bøjland.