Vind i sejlene i Aabenraa Båd Club
Ved den seneste generalforsamling blev der udskiftet tre af fem medlemmer i bestyrelsen. Svend Mundeling trådte tilbage efter mange år som formand, Aage Mortensen var sekretær, og Kaj Madsen, som var havneudvalgsformand.
Der var stort fremmøde ved generalforsamlingen, som var meget tilfredsstillende for klubbens medlemmer og bestyrelse.
Følgende blev valgt til den ny bestyrelse Harry-Bjørn Petersen fra Aabenraa blev konstitueret som ny formand, sekretær blev Søren Hofman og Keld Laugesen-Hansen fra Aabenraa som havneudvalgsformand. Udover de nyvalgte består bestyrelsen også af kasserer Laila Carlsen og næstformand Benny Lau Andersen.
”Jeg tror vi igen har fået en rigtig god bestyrelse med gå på mod og mange gode idéer, som kan bruges til det bedste for klubben,” fortæller formanden.
I øjeblikket er der godt gang i salg af de sidste bådpladser, som ved årets udgang var på 17 frie bådpladser i forskellige størrelser. Bådklubben overvejer at få ændret en del af bådpladserne til større pladser, da lystbåde med årene er blevet større og kræver mere bredde.
Formanden har en tro på, at f.eks. at TV serien som ”Kurs mod fjerne kyster” giver et skub i den rigtige retning for bådklubberne og bådbranchen i Danmark.
Aabenraa Båd Club`s ugentlige kapsejlads kører også rigtig godt med mange deltagere.
For nye sejlbåds ejere er det en hurtig og effektiv måde at lære at trimme sine sejl på, og derved at lære båden at kende. Kapsejladsen holdes i maj, juni, august og september, hvor den slutter med at udnævne en klubmester.
I år vil Aabenraa Båd Club arrangere et ”Maritim Loppemarked” den 1. maj, som vil være åbent for alle.
Aabenraa Båd Club hejser klubstanderen for sæson start på søndag kl. 12.