Fortsæt til indhold

50 år i tøjbranchen

Poul Sloth hos Din Tøjmand i Køge kan fejre 50 års jubilæum i tøjbranchen

Arkiv
Martin Rasmussen

Der er langt fra Thisted til Køge, og Poul Sloth har endda taget et par omveje omkring København og Slagelse, inden han sidste år blev ansat på deltid hos tøjforretningen Din Tøjmand i Køge.
Man han har til gengæld også haft god tid til rejsen, som samtidig har været en rejse gennem den danske tøjverden og dens udvikling siden 60'erne. Han begyndte således sin læretid i Thisted i forretningen med det Matadorklingende navn Sørensens Herremagasin, inden han flyttede til Sjælland, og i første omgang blev ansat i en herretøjsforretning i Slagelse og siden vendte opmærksomheden mod København og omegn.
Her har han gennem en årrække været ansat i en række forskellige forretninger i blandt andet Taastrup, Hvidovre og Østerbro - blandt andet var han i en periode butikschef i Danmarks største herretøjsbutik i City2.
Gennem årene er det blot blevet til en enkelt afstikker uden for tøjbranchen, da han i et par år var ansat på et forlag, og nu kan han altså samlet se tilbage på 50 år i branchen.
Poul Sloth bor i dag i Solrød, og han blev ansat hos Din Tøjmand i Køge den 1. april sidste år, selv om han med god samvittighed kunne gå på pension. Det har han dog ingen planer om foreløbig. Han arbejder tre dage om ugen hos Din Tøjmand, hvor kunderne altså også fremover kan se frem til at nyde godt af hans yderst solide erfaring i branchen.