Fodbold på tværs i Fredericia
Solstrålen og Frivilligcenter Fredericia afholder en fodboldturnering på tværs af det frivillige sociale arbejde - på tværs af kultur, på tværs af alder, på tværs af erfaring.
Kampdagen bliver onsdag den 13. april i Fredericia Idrætscenter hal 5 og 6.
Det hele startede som en enkelt fodboldkamp mellem Politiet og værestedet Solstrålen i 2001. Siden har det udviklet sig, og i år er syv hold tilmeldt, heriblandt Team Alkohol, Solstrålen, Projekt Grow your life, TrivselsPiloterne m.fl.
Frivilligcentret har siden 2002 været arrangør af fodboldturneringen, og har overtaget de praktiske opgaver med hjælp fra frivillige fra Solstrålen.
Der er indbudt vidt forskellige foreninger, væresteder og andre grupper. Roligans, familie og venner er velkomne til at følge med fra sidelinjen. Dommerne fløjter den første kamp i gang klokken 17.
Vandrepokalen er skænket af Fredericia kommunes Socialudvalg. Derudover er der pokaler for fair play, bedste kammeratskab, bedste
målmand og bedste fighter.