Tre nye stier åbner
Så åbnes der tre nye Hjertestier i Sønderhav og Kollund. Det sker den 10. april.
”Nu i dette forår er der med gode lokalkræfter i Sønderhav og Kollund-området lykkes at få etableret Hjertestier. Vi oplever en øget interesse for at få Hjertestier rundt om i kommunerne,” siger Jutta Drath formand for Hjerteforeningen lokalkomite Aabenraa og fortsætter: ”Og det har fået sit konkrete udtryk ved netop denne indvielse af disse i alt tre nye motionsområder.
Indvielsen finder sted den 10. april kl. 11 på p-pladsen på Molevej i Kollund, og kl. 13 på p-pladsen overfor det tidligere Hotel Sønderhav.
Den gode motion er vigtig for alle mennesker og ikke mindst for hjertepatienter. Stierne rundt i kommunen bidrager til at inspirere og motivere til at gøre noget godt for hjertet. Ruterne er markeret med Hjerteforeningens logo.
Borgergruppen i Kollund/Sønderhav er vært ved kaffe og kage.
Alle er velkommen, og arrangørerne håber at se interesserede i alle aldre.