Herreloge med højt humør og rollatorer
Mænd på to plejecentre har lavet en herreloge, der i sidste uge tog på whiskytur til Farre
“Tror du den her kan stå på rollatoren, så vi kan få den med hjem,” griner Ib Osorio, der er 82 år .
Det er et egefad med 250 liter whisky i, han hentyder til, så nej, den kan vist ikke stå på rollatoren.
Ib og 10 andre mænd samt fire mandlige medarbejdere er på tur. De er alle fra enten Plejecenter Hovergården eller Sofiegården i Vejle, hvor de har lavet en herreloge, hvor medlemmer mødes og hygger uden kvinder i blandt.
“Det er rigtig hyggeligt, og snakken går jo altid lystigt. Det er ikke fordi, vi kender hinanden godt, men vi har altid noget at snakke om. Vi har ofte de samme interesser,” siger Ib, da han senere er i gang med at smage på den whisky, der produceres hos Fary Lochan i Farre.
Det samme gør John Sørensen, som gør brug af Sofiegårdens dagtilbud, og medlem af herrelogen.
“Den smager meget godt. Det er tredje gang, jeg er på et destilleri. Et i Irland, et i Skotland og så nu her. Et meget hyggeligt sted,” siger han.
Herrelogen er opstået, fordi livet på et plejecenter godt kan være domineret af kvinder.
Men ledelsen på Sofiegården og Hovergården fandt på idéen med Herrelogen, og nogle mandlige ansatte tog over.
“Der er en måde at skabe bedre plads til at lave nogle ting, som mænd nu engang interesserer sig for. Der er en anden stemning, når der kun er mænd med,” siger Frederik Kristensen, der er fysioterapeut på Sofiegården.
Fary Lochan er et godt sted at besøge. Det er alle enige om. Dog er der en udfordring, når man har rollator med. Nye bygningerne er under opførelse og er derfor endnu ikke egnet for gangbesværede. Men det går nu alt sammen med højt humør.
Næste gang herrelogen skal på tur, skal den efter planen til Moesgård ved Aarhus.
Og senere går turen til Dybbøl. Og mændene og deres rollatorer tager gerne med.