Nyt parkeringshus kan ikke klare spidsbelastninger
Cirka 500 p-pladser på havneområdet vil dække det daglige behov for parkering men ikke ved spidsbelastninger
Dårlige oplevelser med mangel på parkeringspladser ved Alsion og især ved Broager Sparekasse Skansen skaber bekymring hos nogle borgere. De spørger, om der bliver tilstrækkelig med P-pladser på havneområdet, når Multikulturhuset bliver taget i brug i september 2017, og Alsik åbner i november 2018.
Det fortæller Thomas Jaap, projektansvarlig for kommunens infrastruktur på havnen, i det seneste nyhedsbrev fra Sønderborg Havneselskab.
"Jeg forstår godt bekymringen, men antallet af parkeringspladser ved Alsion blev ikke fastsat efter behovsanalyser men var bestemt i forhold til den plads, som fysisk var til rådighed. Ved Skansen blev også p-pladser på Dybbøl Banke medregnet, og det viste sig ikke at holde. På havnearealet er planlægningen grebet ganske anderledes an. Eksperter har fået opgaven at analysere behovet, og et stort analysearbejde om behovet for parkering har afgjort dimensioneringen," fortæller Thomas Japp til nyhedsbrevet.
Derfor opfører kommunen et parkeringshus med 385 pladser, så der er cirka 500 p-pladser til borgere turister på havneområdet. Sammen med korttidsparkering ved såvel Multikulturhus som Alsik og 100 nære parkeringspladser på vejen op imod kasernen skulle behovet i hverdagen være dækket.
Det daglige behov
"Jeg bliver så spurgt om, hvad der sker, når der er store konferencer i hotellet eller særligt store publikums-arrangementer i Multikulturhuset. Fakta er, at en infrastruktur altid dimensioneres efter et dagligt forbrug og ikke i forhold til et behov ved spidsbelastnings-situationer," fortæller Thomas Japp.
"Ved store arrangementer må der således gøres noget ekstraordinært, akkurat som det sker ved store events, f.eks. ved ringriderfesten i Sønderborg eller ved Kultur I Syd arrangementer," fortæller han.
Som muligheder nævner han parkering på Kirkepladsen, på friarealet ved Verdens Ende med buskørsel derfra eller efter nærmere aftale i kasernegården, hvor der er cirka 450 parkeringspladser.
Dialogmøde med beboerne
"Vi vil overveje forskellige løsningsmuligheder, og kommunen vil i 2017 invitere beboerne i området til et dialogmøde om adgangsforhold og parkering," siger Thomas Japp.