Fortsæt til indhold

Koldings skoleelever trives

Vigtigt at eleverne konstant bliver udfordret

Arkiv
Arkiv

Skoleeleverne i Kolding har det godt. Over hele linjen scorer de koldingensiske folkeskoler på niveau med landsgennemsnittet eller over, når eleverne skal vurdere deres egen trivsel. Det viser den årlige kvalitetsrapport for skoleområdet i Kolding, som bygger på tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.
“Jeg er rigtig glad for tallene. De viser, at eleverne udvikler sig fagligt og socialt. Trivsel er ikke bare en forudsætning for læring. Læring er også en forudsætning for trivsel. Når børnene oplever, at de lærer noget, så giver det tilfredshed og øget trivsel, siger skolechef i Kolding Kommune, Morten Kirk Jensen.
Ud over elevernes egen vurdering af trivslen viser rapporten, at mængden af ulovligt fravær er faldet fra 0,4% i skoleåret 2013/14 til 0,3% i 2014/15.

Kræver udfordringer

Dorte Kristensen er lærer og arbejder som matematikvejleder på Munkevængets Skole i Kolding. Her hjælper hun blandt andet de andre lærere med at stille eleverne de rigtige udfordringer, så alle får mest muligt ud af undervisningen.
“Hvis tingene bliver for nemme eller svære, så kommer der uro. Hvis man er udfordret tilpas, så behøver man ikke sidde og drille sin sidekammerat, fordi det er for svært eller nemt,” siger Dorte Kristensen.

Belønninger

Det handler om at motivere eleverne til at gøre deres bedste. Det gælder både for svage og stærke elever, fortæller Dorte Kristensen. Hun har derfor været med til at starte særlige talenthold på skolen, hvor de dygtigste elever får lov til at arbejde med bestemte projekter inden for områder, som de interesserer sig for.
“Vi har elever, som er gode til at tegne, så dem har vi lavet et talenthold for, hvor de skal lave deres egen tegneserie. Inden for matematik laver jeg for eksempel kodning med LEGO Mindstorms. Det skaber trivsel og motivation. Eleverne gider at komme til undervisningen, og der er en belønning for at klare sig godt og vise, at man vil det, siger Dorte Kristensen.