Fortsæt til indhold

Lån en ladcykel i tre dage

Nu kan du gratis låne en ladcykel af kommunen i op til tre dage

Arkiv
Arkiv

Odenses borgere kan nu låne en ladcykel kvit og frit i op til tre dage. Ladcyklen skal bookes på forhånd, og så kan den afhentes hos en af fire cykelhandlere i Odense. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
Der er i første omgang tale om seks nye, store ladcykler med rigelig plads til to børn og indkøbsposer eller et mellemstort saml selv-møbel.
“Jeg håber, at der vil være stor interesse for ordningen, for der er ikke tvivl om, at en ladcykel kan gøre hverdagen med børn og indkøb noget lettere. For mange familier kan det måske være et billigt og godt alternativ eller supplement til andre transportformer,” siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
En ladcykel er ikke en helt billig investering, og låneordningen giver borgerne mulighed for at teste, om en ladcykel kunne være en løsning for dem i hverdagen.
De seks ladcykler er fordelt på to modeller – Winther Kangeroo Cargo Bike og Christiania Bike, som kan bookes hos de fire cykelhandlere via Odense Kommunes hjemmeside.
Cyklerne kan så afhentes hos en af følgende cykelhandlere: Fri Bikeshop på Middelfartvej eller Tagtækkervej, Folkebo Cykler og Oddershede Cykler.
Hvis ordningen bliver en succes, overvejer kommunen at indkøbe flere cykler.