Fortsæt til indhold

Frygter kattemorder igen er løs på Knolden

Hankatten Turbo kom hjem uden hale, med en knogle stikkende ud og det ene ben hængende efter sig

Arkiv
Anette Gundlach

Hankatten Turbo kom i fredags hjem til sin ejer på Knolden uden hale og med et ben slæbende efter sig. Benet hang fast til kroppen med en enkelt sene, hovedet var bulet og en del af pelsen var revet af. Den to et halvt år gamle Turbo havde været forsvundet i 14 dage, katteejer Sandie Jensen havde kaldt og lokket hver eneste aften for at få den hjem igen, men uden resultat. Natten før den atter dukkede op, hørte en af naboerne et hjerteskærende skrig, der kunne stamme fra en kat i nød, fortæller Turbos ejer. Hun frygter, at en kattemishandler atter er i gang med at plage livet af kattene i området. Ligesom det skete for knapt fire år siden. Sandie Jensen er ulykkelig. Hun og hendes to børn tvillingerne Leslie og Chantell på 12 år har mistet deres gode ven og kælepot, der altid holdt humøret højt på den lille familie.

Slæbt hjem

Sandie Jensen fortæller, at hun fredag så en besked på Knoldens intranet. Her stod, at en sort kat haltede rundt på området. Hun gik ud for at kalde på den, og kort efter stod Turbo mjavende i døren. Naboerne kom ilende, da hun begyndte at skrige over den ilde tilredte kat. Den manglede halen et par centimeter over haleroden. Det der var tilbage var til gengæld brækket og en knogle stak ud. Det ene bagben hang kun fast til kroppen i en enkelt sene. Hun pakkede dyret ind i et tæppe og fik naboen til at køre hende til dyrlægen. Efter en undersøgelse kunne lægen for det første konstatere, at kæledyret ikke havde været ude for et færdsels-uheld, da det ville se helt anderledes ud. For det andet blev hun rådet til at aflive Turbo, da den ellers ville have smerter resten af livet, forklarer Sandie Jensen grædefærdigt.

Tvillingerne Leslie og Chantell savner deres bedste ven Turbo. Her er katten med til fest i hjemmet.(Foto: Privat)

Kattefrit

I mellemtiden går rygterne om mishandlingen i Knolden, og beboerne er skræmte på kæledyrenes vegne. De fleste katte bliver holdt inde i disse dage. Kun fuglene synger lidt højere end sædvanlig, da der ikke er en firbenet tiger i sigte. - Jeg spurgte mig ellers for, om området var sikkert for katte, før jeg anskaffede mig to, siger Sandie Jensen og fortsætter: - Den første løb væk efter et stykke tid. Det har jeg altid troet, men måske kom den også til skade, siger Sandie Jensen. - Nu hvor Turbo er aflivet, vil jeg flytte herfra så hurtigt som muligt, så mine børn ikke skal opleve det her, når vi får kat igen, siger Sandie Jensen. ag@roskildeavis.dk